Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

mana

Et melanesisk og polynesisk ord der første gang i 1877 af R.H. Codrington blev beskrevet som selve grundbegrebet i melanesisk religion. Mana er ifølge Codrington en overnaturlig kraft, der kan være knyttet til overnaturlige væsener og til ting, men som også kan besiddes af mennesker og være den virkende kraft i ritualer. I løbet af det tidlige 1900-tal fremdrog religionsforskningen lignende begreber fra andre kulturer. Mana blev et fagudtryk, som man brugte om dyrs, planters, personers og tings arts-, slægts- og statusspecifikke essens og virksomme kraft. Ritualer og anden religiøs adfærd kunne da tolkes som en håndtering af mana, også hvor et tilsvarende kraftbegreb ikke var i brug. Men problemet var, at rituelle virkninger, overnaturlig indflydelse mv. altid uden videre kan tilskrives en kraft, og manabegrebet blev langtfra altid anvendt med skønsomhed. Derved er det efterhånden gledet næsten helt ud af fagsproget.