Af mandæisk (en østaramæisk dialekt) manda, "erkendelse", "gnosis". En gnostisk religion der kendes fra 200-tallet e.v.t. og endnu har tilhængere i Irak og Iran. Den er sandsynligvis opstået som en jødisk eller jødekristen døbersekt, for dåb i "Jordan" er dens helt centrale ritual, der sammen med den sande erkendelse tænkes at udfri mennesket fra mørket og vildfarelsen og sikre det en plads i den øvre lysverden efter døden. Hertil bidrager også dødsliturgien massiqta, "opstigningen", som tænkes at hjælpe sjælen gennem de mange stationer på vejen mod lysverdenen. Mandæerne har en rig mytologi, der redegør for den øvre lysverden og skabelsen af den aktuelle verden, der har del i lyset, men dog befinder sig i mørket. Herfra skal de fromme udfries ved lysets endelige sejr. Den frelsende gnosis, Manda d'Hajje, "livets erkendelse", optræder personificeret som en frelserskikkelse, der besejrer mørkets konge og underminerer dets magt med partikler af lys. Den mandæiske litteratur, der viser indflydelse fra babylonsk, iransk, jødisk, hellenistisk og kristen religion, blev samlet i 700-tallet. Vigtigst er "Ginza", "skatten", en blandet tekstsamling; "Johannesbogen" med mandæiske overleveringer om Johannes Døberen; "Qolasta", "lovprisning" med tekster til dåb og dødsliturgi; "Diwan Abathur", en beskrivelse af planetsfærerne.