Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

manikæisme

Den gnostiske religion, som Mani (født 216 e.v.t. i Babylon) stiftede, og som bredte sig i Perserriget og til Syrien og Ægypten. I 300-tallet fortsatte den sin udbredelse mod vest til det romerske Nordafrika og til Rom, Gallien og Spanien, mod øst helt til Kina, hvor den holdt sig levende til 1500-tallet. I Europa og Mellemøsten fortrængtes den af kristendommen i løbet af 500-tallet. Manis religion var radikalt dualistisk, og han anskuede den aktuelle verden som helt i mørkets og de onde magters vold. Men den indeholdt visse lyspartikler, der bl.a. fandtes i menneskers sjæle. Dem gjaldt det om ved sand erkendelse, fromhed og ritualer at befri af mørket, ikke i første række for at frelse sig selv, men for at frelse lyset.

På Manis tid var Babylon en del af det persiske rige, og hans religion bærer et afgørende præg af den dualistiske og eskatologiske tænkning, der trivedes i zarathustrismen. Han voksede imidlertid op i en jødekristen døbersekt, elkhasaitterne. Sektens interne diskussioner om forholdet mellem dåb med vand og dåb med ånd satte fundamentale overvejelser i gang hos den unge Mani. Dels gennem åbenbaringer, dels gennem omfattende studier af samtidens forskellige religiøse traditioner udarbejdede han sit eget religiøse system, som han nedfældede i bøger og formidlede på missionsrejser. Perserkongen Shahpur I (240-72) viste ham interesse og velvilje, men under den senere Bahram I (274-77) blev han dømt til døden. Han døde i fængslet, før dommen kunne eksekveres, men hans velorganiserede religion opnåede i løbet af de følgende århundreder at blive en verdensreligion.

Manis religion var universelt tænkt som kronen på Zarathustras, Buddhas og Jesu værk, og de manikæiske missionærer betjente sig af det, man kalder relativ forkyndelse, dvs. de søgte at formidle deres budskab i modtagernes religiøse begreber og kategorier. Herom vidner den bevarede manikæiske litteratur på persisk, syrisk, koptisk, græsk, centralasiatiske sprog og kinesisk. En del manikæiske begreber og tankegange kendes på latin, ikke mindst gennem kirkefaderen Augustin, der som ung selv var manikæer, men siden skrev et antimanikæisk skrift.

Den manikæiske myte er kompliceret, men indebærer, at de to principper, det gode, lyset, og det onde, mørket, var til fra begyndelsen. Mørkets magter havde ondt i sinde mod lysets verden. I lyset herskede Urfaderen, og fra ham udgik urmennesket, der i nogle tekster kaldes Ohrmizd efter Zarathustras gud. Med sine fem lyselementer gik han til kamp mod mørkets magter. De bemægtigede sig imidlertid lyselementerne, og dermed var en del af lyset fanget i mørket. Inspireret af den kristne inkarnationstanke kaldte manikæerne dette fangne lys for Jesus Patibilis (lidende). Lysets modtræk var at indrette det synlige univers som et redskab til på længere sigt at frelse det fangne lys. Ligesom i andre gnostiske systemer anskues universet med dets planetsfærer og stjernebaner som et skema eller et diagram for en opstigning fra den mørke jord til lyset. Mørkets modtræk var at skabe Adam og Eva og anbringe det fangne lys i deres kroppe. Derved blev mennesket part i sagen; i dets krop, som tilhører mørket og materien, er det fangne lys indkapslet. Det er menneskets sjæl, og den kan kun befries ved at erkende sin sande lys-natur. Derfor udgår der fra lyset en frelsende guddom, Stråleglans-Jesus, som bringer menneskene gnosis eller den erkendelse, der lader sjælen vende tilbage til det lys, den kom fra.

Denne myte satte scenen for et storstilet projekt, hvori al manikæisk religiøs praksis indgik:

Missionen, forkyndelsen, gudstjenesten med dens lovsang og hellige måltider tjente til skridt for skridt at befri det fangne lys, først og fremmest gennem gnosis