Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

mayareligion

Maya er betegnelsen for en sprogfamilie i Mesoamerika, hvor endnu i dag over 2 mio. mennesker taler maya-sprog. Blandt disse er efterkommerne af den klassiske maya-kultur, der var udbredt

i det nordlige Guatemala og på halvøen Yucatan fra ca. 200 e.v.t. til den spanske erobring i 1500-tallet. Maya-kulturens klassiske periode fra ca. 200-900 e.v.t. kendes gennem arkæologiske fund, der viser en rigt differentieret bykultur med monumental arkitektur, men økonomisk var baseret på agerbrug. Det gælder også den følgende tid indtil den spanske erobring, og til studiet af denne senere periode er der religiøse tekster til rådighed, dels skrevet i maya-hieroglyffer, dels tekster som det berømte mytologiske værk Popol Vuh, "Rådsbogen", der er nedskrevet efter erobringen med europæisk alfabet.

Mayaernes religion var afgørende præget af agerbrugets rolle. Regnguden Chac var vigtig; muligvis dækker navnet en gruppe af regnguder. Sol- og himmelguden Itzamma opfattedes som livgivende og som kulturbringer; hans gemalinde var månegudinden Ixchel. Forholdet mellem mennesker og guder tænkte man sig som et gensidigt afhængighedsforhold: Menneskene var skabt af guderne og stod derfor i gæld til dem; men de var skabt med henblik på at varetage gudernes kult og betjene dem med ofre, herunder menneskeofre.

En central tanke og et mål for kulten var regeneration. At så og høste, at dø og fødes igen, solnedgang og solopgang sås som parallelle variationer over regenerationens og fornyelsens tema. Det afspejles i en myte i Popol Vuh, hvor tvillingeparret Hunahpu og Xblaque har evnen til at regenerere sig selv. De udsættes for talrige prøvelser af "Dødens Herrer", men hver gang klarer de frisag, enten ved at overleve eller ved at blive levende igen. Til sidst maler Dødens Herrer dem til benmel og kaster dem i havet, men de gendannes som fisk og siden som mennesker. De udfører nu et menneskeoffer, hvor offeret overlever. Dødens Herrer forlanger af den ene, at han skal ofre den anden og genoplive ham. Da de ser det gennemført, ønsker de selv at blive ofret, og som sagt, så gjort: Tvillingerne ofrer dem, men undlader at genoplive dem. Selv forvandles de til solen og månen. Myten belyser offeret som regenerationsteknik, men handler også om en sejr over døden.