Åndelig fordybelse der indebærer en gradvis udelukkelse af alt andet end meditationens objekt fra opmærksomheden. I mystik stiler meditationen mod også at eliminere objektet, således at den mediterende oplever et bortfald af skellet mellem objekt og bevidsthed, en slags ren opmærksomhed. Meditative systemer og håndbøger i meditation opererer ofte med et antal stadier i bevidsthedens gradvise opstignings- eller lutringsproces. Sådanne stadier kan være afspejlet i religiøse tekster, der tænkes anvendt ved meditation.

INDISKE RELIGIONER: Meditation er helt central i de religioner, der er opstået på det indiske kontinent, det gælder både buddhisme, hinduisme, jain- og sikhreligion, der alle bygger på den indre erkendelse som vejen til frelse eller frigørelse for genfødslernes kredsløb. I tantrisk buddhisme bruger man koncentration på energicentre i kroppen, (chakraer), håndstillinger og visualiseringer, der alle er teknikker, som hjælper én på vej til erkendelse af det ydre som illusion. Det kaldes den opbyggende fase, hvor man også gør brug af en yantra (geometrisk mønster) eller en mandala, der er symbolske billeder på kosmos eller Adi-Buddha. Her kan man ved at gennemgå fasens enkelte dele opnå meditationens anden fase, den fuldkomne, hvor man bliver ét med yantraen eller mandalaen og dermed med den kosmiske helhed, hvor eksistensen ikke er tilstede, og hvor mandalaen eller yantraen opløses og bliver til ren tomhed. Denne ultimative fase kaldes Det store Symbol, Mahamudra.

Inden for hinduistisk yoga er det mest almindeligt at tale om otte faser, som den mediterende skal igennem, hvor den øverste er samadhi - tilstanden lige før den endelige frigørelse fra genfødslernes kredsløb, hvor erkendelsen nås.

Jainister bruger meditation som en del af deres munkedisciplin, hvis mål det er at frigøre eller mindske båndet mellem deres indre selv, jiva, og karma, der binder jivaen til genfødslernes kredsløb.

Sikherne mediterer på Guds navn, Nam, hvorved der åbnes mulighed for, at Gud kan virke indefra. Det giver den mediterende en indre oplevelse af Guds tilstedeværelse. Frigørelsen fra karma, og dermed genfødslerne, kan ske ved, at Gud gennemstrømmer hele kroppen, hver en fiber, så der ikke bliver plads til de negative karmiske processer.

KRISTENDOM: I kristen andagtspraksis kan bøn være forbundet med meditation, fx kan rosenkransbønnen karakteriseres som meditativ bøn. Den tætte forbindelse mellem bøn og meditation i kristendommen og fraværet af udbyggede meditationssystemer vidner dog også om en vis tøvende skepsis over for meditationen mange steder i kristendommen. En holdning, som formentlig er begrundet i kristendommens modvilje mod en mystik, der kunne betyde en ophævelse af skellet mellem menneskeligt og guddommeligt.

TRANSCENDENTAL MEDITATION: Inden for Transcendental Meditation (TM) består den rituelle praksis af indlæringen og udøvelsen af en række meditative teknikker. TMs medlemmer er en meget uhomogen gruppe, idet mange, som anvender meditationerne, gør det uden øje for de religiøse forankringer, meditationerne har. De vægter derimod fx den højere koncentrationsevne, som skal kunne opnås gennem meditationsteknikkerne. En lille kernegruppe er indviet i de mere avancerede meditationsteknikker, Siddhiprogrammet, som ultimativt skal gøre individet i stand til at handle i overensstemmelse med det guddommelige og udvikle paranormale evner som fx at kunne flyve (levitere). TM betragter sig ikke som religion, men som en videnskab, og på TMs universitet i USA forsøger man gennem naturvidenskaben at bevise meditationernes effekt.