Bruges dels som betegnelse for alle tilhængere af en religion eller et trossamfund og dels om lokalmenigheden et sted, fx folkekirkens medlemmer i et sogn. Endelig ser vi også, specielt i vækkelsesbevægelser, en tilbøjelighed til at forbeholde betegnelsen menigheden for fællesskabet af de sandt troende, de særligt aktive, til forskel fra dem, som blot opretholder et formelt medlemsskab af et trossamfund.

Det er sandsynligvis den sidstnævnte brug af begrebet, der har været medvirkende til, at man i nedsættende betydning kan betegne en hvilken som helst lukket forsamling - religiøs eller ideologisk - af meningsfæller som en menighedsdannelse. Ordet menighed kommer da til at betyde det samme som "sekt".