En bred betegnelse for et folks, en gruppes, en religions eller et filosofisk systems opfattelse af mennesket. I sin bredeste betydning kan menneskesyn blive næsten ensbetydende med religion. I snævrere forstand sammenfatter begrebet alle slags forestillinger om, hvad et menneske består af. I de fleste religiøse traditioner tænkes mennesket at bestå af legemet og en eller flere sjæle, ofte en livssjæl knyttet til legemet og en frisjæl, der kan forlade legemet.
Menneskets situation i verden er et emne, der i mange religioner behandles i myter om menneskets skabelse (antropogoni), og så at sige alle religiøse udtryk belyser på en eller anden måde menneskets situation. Om menneskets opgaver og bestemmelse handler etik og livsvisdom, og dets skæbne efter døden eller efter verdens undergang (eskatologi) er emnet for atter andre sæt af forestillinger. Den egentlige religiøse antropologi omfatter de begreber og forestillinger inden for en religion, der beskriver og analyserer mennesket. Hvor der sættes et skarpt skel mellem sjæl og legeme, taler man om antropologisk dualisme, men hos mange folk er de ord, vi oversætter som "sjæl" ikke en modsætning til legemet. En sjæl kan tænkes at befinde sig i legemet. Det gælder den såkaldte livssjæl, fx de gamle ægypteres ka eller grækernes psyche. Ka'en forblev i legemet efter døden, og det var den, der modtog ofre og blev en kilde til slægtens fortsatte liv. Grækernes psyche forlod legemet ved døden, og det var kun den, der levede videre som en skygge i dødsriget. Hos mange folk tænkes mennesket også at have en frisjæl, der kan forlade legemet. Ægypternes ba, der afbildedes som en lille fugl med menneskehoved (se illustration), kunne forlade legemet både før og efter døden og antage forskellige skikkelser. Den stod ikke i modsætning til legemet, men repræsenterede hele mennesket, blot i en anden form. Noget lignende gælder den nordiske fylgje, der repræsenterede et menneske, men i en anden form, fx et dyr
BUDDHISME: I buddhisme opstilles både et negativt og et positivt menneskesyn. Negativt idet mennesket som alle andre væsener er bundet af sine handlinger, karma, og dermed til livet, der i buddhisme anskues som lidelse. Målet for mennesket er derfor at frigøre sig fra livet og blive ét med intetheden, tomheden eller nirvana, hvor individet ikke har nogen eksistens. Det positive menneskesyn kommer til udtryk ved, at mennesket er det eneste væsen, som kan opnå en tilstand af oplysning og erkendelse, der vil frigøre for genfødslernes kredsløb. Mennesket har som fornuftsvæsen potentialet til at udslette sig selv, det har hverken dyr eller guder. Førstnævnte fordi de er styret af drifterne og ikke ejer et intellekt, sidstnævnte fordi de lever i nydelse, hvilket de har svært ved at frigøre sig fra.
Mennesket forstås som en sammenkobling af nogle funktionsbundter, skandhaerne, der tilsammen udgør det, der forstås som et tænkende og handlende individ. Skandhaerne er dynamiske og under evig forandring, derfor er der intet, der kan fastholdes som noget evigtgyldigt eller evigt bestående, ejheller en sjæl eller en personlighed. Det er denne fastholdende tro på, at man fremstår som et individ med et jeg, der binder én til livet, som man skal frigøre sig fra.
HELLENISME: I Europa blev det skarpe skel mellem sjæl og legeme til i hellenismen, hvor man mere og mere kom til at betragte sjælen som det egentlige menneske, ja ligefrem som en guddommelig gnist, der kun for en tid var fange i legemet, som "et åndepust der slæber på et lig". Frelse betød sjælens udfrielse af legemets råddenskab og dens tilbagevenden til sit guddommelige ophav, enten efter døden eller i et åndeligt gennembrud.
KINA: Her tænkes hvert menneske at have en po, en art livssjæl, og en hun, den bevidste sjæl. Efter døden må po-sjælen gradvis forlade legemet og synke ned til de gule kilder i jordens dyb. Dødekulten tager sigte på at forsinke denne proces og bevare po-sjælen i graven længst muligt. Under uheldige omstændigheder kan po-sjælen blive et spøgelse. Hun-sjælen kan stige op til en salig tilværelse i himlen, men den tænkes også at være til stede i forfadertavlen på husalteret
KRISTENDOM: I nyere kristen teologi er det i opposition til den traditionelle europæiske tankegangs skarpe skelnen mellem sjæl og legeme ofte blevet fremhævet, at denne dualisme er afvigende fra de dominerende bibelske forestillinger, hvor mennesket betragtes som en enhed af sjæl og legeme, hvilket understreges kraftigt af den centrale kristne lære om de dødes legemlige opstandelse til forskel fra den græske forestilling om sjælens udødelighed