Græsk form af et hebraisk ord, som betyder "salvet". Det betegner en person, der er udvalgt af Jahve og indviet til tjeneste for ham ved et ritual, salving. Det kunne være en præst, en profet eller en konge. I Israels kongetid blev betegnelsen brugt om den jordiske konge, som man knyttede store forventninger til i retning af, at han skulle besejre folkets fjender og herske retfærdigt over det udvalgte folk.
Under Det Babyloniske Fangenskab og i tiden efter det, da Israel var uden konge, blev endnu større forventninger knyttet til en genoprettelse af kongedømmet med en efterkommer af David på tronen i Jerusalem. Messias bliver nu en teknisk betegnelse for den fremtidige frelserkonge, som Jahve ville sende for at befri det undertrykte folk. Denne betydning har navnet i den antikke jødedom.
I Det Nye Testamente skildres Jesus som den, der opfylder messiasforventningen. I den kristne urmenighed så man imidlertid ikke messiastitlen som det bedste udtryk for menighedens tro på Jesus. Titlen havde for ensidigt jødisk præg og rimede ikke godt med lidelseshistoriens beretning om Jesu skæbne, hvorfor andre mere passende titler som "Guds søn" og "Herren" vinder frem på bekostning af betegnelsen Messias, på græsk Kristus