I den buddhistiske lære er det den vej, som Gautama Buddha nåede frem til, at man skulle følge for at nå oplysning, dvs. til erkendelse af, at livet er lidelse og verden er relativ, dvs. en betinget konstellation af elementer. Middelvejen er munkenes vej og vejen midt mellem den fuldstændige askese og et liv i overdådighed.
Ifølge Buddha-legenden havde Gautama Buddha både prøvet at leve i overdådighed og luksus, da han i sine unge år levede som prins, og siden ekstremt asketisk, da han forlod sit luksuriøse liv. Her udøvede han alle former for bodsøvelser i 5-6 år, og han eksperimenterede med alle former for behovsudskydelse. Bl.a levede han i en periode af et riskorn om dagen. Han nåede til den erkendelse, at hverken et liv i overdådighed eller et liv i fuldstændig askese førte til erkendelse. Det gør derimod Middelvejen, hvor man giver kroppen, hvad den har behov for, men uden at man lader sanserne få magten. Fx skal man ikke nyde et måltid, eller man skal ikke sove i bløde senge.
Middelvejen danner grundlag for de munkeforskrifter, som enhver ordineret munk skal følge, og for Den Otteleddede Vej, som sammen med De Fire Ædle Sandheder kan kaldes for buddhismens basislære.