Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

mikva

Betegnelse for det bad, helst med konstant gennemstrømning af rent vand, ortodokse jøder benytter i forbindelse med rituel renselse.

Jødiske kvinder skal ifølge rabbinsk lov besøge og foretage et rituelt bad i en mikva før vielse og efter menstruation og fødsel. Mænd benytter blandt andet mikvaen i forbindelse med konvertering til jødedommen og før helligdage og religiøse mærkedage. Fx besøger en mohel (den mand der udfører omskærelsen på jødiske drengebørn) mikvaen før en omskærelse.

Der er detaljerede og omfattende regler for korrekt renselse af hver del af kroppen i forbindelse med det rituelle bad i en mikva.