Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

moksha

Sanskrit "frigørelse", dvs. frigørelse fra livet eller genfødslernes kredsløb. Hinduismens frelsesbegreb introduceret i upanishaderne fra ca. 800-400 f.v.t., der for stort set alle retninger og skoler i dag ses som det ultimative mål. Moksha beskrives som den evige lykketilstand eller tilstanden uden sorg og begær.

I upanishaderne beskrives moksha primært som en forening af selvet (atman) med verdensaltet (brahman), hvorved atman og brahman bliver ét, men senere får udtrykket en meget bredere betydning: Fx kan man i bhakti-hinduismen finde beskrivelser af moksha som en gudetilstand, hvor man bliver forenet med sin yndlingsgud eller lever i samdrægtighed i en himmelsfære med guden. Eller i advaita vedanta, hvor tilstanden beskrives som dér, hvor éns selv (atman) bliver ét med det upersonlige hele - som en dråbe der bliver opslugt af havet. Dette billede ligger nær den buddhistiske nirvana tankegang.

Også vejen dertil beskrives meget forskelligt: I upanishaderne understreges det, at erkendelse - ofte via en indvielse i en hemmelig viden fra en guru til sin elev - er vejen, der fører til moksha. Man skal desuden være dobbeltfødt, dvs. have foretaget den hellige tråds ceremoni (upanayana), og derefter leve et asketisk liv, hvor ethvert bånd til familien kappes. Yoga bliver bl.a. middel til at opnå erkendelse. Senere gør man op med denne verdensfornægtelse og eliteprægede frelsesvej, og fx møder man i Bhagavadgitaen en anvisning på tre veje, der alle fører til moksha, og som kan være uafhængig af det sociale tilhørsforhold: Handlingens vej, erkendelsens vej og hengivelsens vej.