De fem første bøger i Det Gamle Testamente har fået navnet Mosebøgerne ud fra forestillingen om, at Moses er forfatter til dem. I den jødiske bibel udgør Mosebøgerne tilsammen "Tora", Loven. De enkelte bøger har desuden med henvisning til noget af det væsentlige indhold i hvert skrift fået navnene: Genesis (skabelse eller tilblivelse), Exodus (udgang, nemlig fra Ægypten), Leviticus (den levitiske), Numeri (tallene) og Deuteronomium (den anden lov).
Mosebøgerne er blevet til over en ca. 1000-årig periode og rummer stof fra mange forskellige traditionslag. I en periode mente man i udforskningen af Det Gamle Testamente at kunne udskille fire skriftlige kilder, som lå til grund for værket. Senere har man været mere tilbøjelig til at se grundlaget for Mosebøgerne i mundtlige overleveringer, som først efterhånden er blevet knyttet sammen til større helheder, uden at det er muligt at påvise eksistensen af egentlige selvstændige skrifter som kildegrundlaget.
Forskningen har i øvrigt også sat spørgsmålstegn ved, om de fem Mosebøger udgør en samlet helhed, eller om der i virkeligheden er tale om, at 1.-4. Mosebog udgør én sammenhæng, ét historieværk, som man benævner tetrateuken (de fire bogruller), mens 5. Mosebog hører sammen med de efterfølgende bøger til og med 2. Kongebog og dermed indgår i et andet historieværk, kaldet det deuteronomistiske. Mosebøgerne er sammen med de andre historiske bøger i Det Gamle Testamente de væsentligste skriftlige kilder
til det ældste Israels historie og frem for alt til den israelitiske religions historie. Imidlertid har det vist sig meget vanskeligt at få bekræftet disse teksters skildring af det gamle Israels historie. Arkæologiske undersøgelser fra nyere tid peger snarere i retning af, at store dele af Det Gamle Testamentes beretninger mere har karakter af religiøs konstruktion end af historisk realitet.