Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

Muhammad

Islams profet, født ca. 570 i Mekka, død 632 i Medina. Muhammad betragtes af muslimer som "profeternes segl", den sidste profet, der modtog den endelige og korrekte guddommelige åbenbaring fra Allah. Muhammad anses samtidig for at have været et almindeligt menneske, som på ingen måde var guddommelig, hvilket ville være i strid med dogmet om Allahs absolutte enhed. Muhammad menes dog at være særligt udvalgt af Allah til at modtage åbenbaringen og fungere som budbringer og profet, og han menes derfor at have haft en særlig indsigt, som gør ham til et forbillede og eksempel til efterfølgelse for muslimer.

Da Muhammad døde i 632, havde mange muslimer derfor observeret hans holdninger og handlemåde i mange forskellige situationer, og det er denne sædvane, som er udvalgt og samlet i hadith-værkerne. Disse fungerer som supplement til Koranen, både for muslimer, som kan finde vejledning og retningslinier for korrekt islamisk livsførelse, og i islamisk ret.

Muhammad blev tidligt forældreløs og voksede op hos en onkel i Mekka, som var en handelsby og et knudepunkt, både for karavanetrafikken på den arabiske halvø og for dyrkelsen af en række før-islamiske guder.

Muhammad blev forretningsmand og giftede sig som ca. 25-årig med den 10-15 år ældre enke Khadija. Khadija var velhavende, og Muhammad fik derved mere tid til at forfølge sine religiøse studier, en interesse som var blevet stimuleret af det religiøse liv i Mekka og hans møde med de to monoteistiske religioner, jødedommen og kristendommen. Muhammad trak sig således ofte tilbage til en afsides hule uden for Mekka, hvor han mediterede, og hvor han i ca. 610 modtog sin første åbenbaring fra Allah. Ifølge islamisk overlevering blev åbenbaringen overbragt af ærkeenglen Gabriel, som viste sig for Muhammad og talte til ham.

Muhammad modtog herefter flere åbenbaringer, og han begyndte at forkynde den nye monoteistiske religion islam. Det er disse åbenbaringer, nedskrevet af de tidligste muslimer efterhånden som de fremkom, som er indeholdt i islams hellige bog, Koranen. Koranen blev dog først endeligt samlet og kanoniseret ca. tyve år efter Muhammads død.

Adskillige år gik, uden at Muhammads budskab havde den store gennemslagskraft, men enkelte konverterede dog til islam. De fleste mekkanere anså imidlertid Muhammad for at være en galning eller en troldmand.

Da både Muhammads onkel og kone, som begge havde støttet og beskyttet ham, døde i 619, blev situationen kritisk for Muhammad pga. forfølgelse, bl.a. af Muhammads egen stamme Quraish. Han besluttede derfor i 622 at udvandre med en lille gruppe af tilhængere til Medina, hvortil han var indbudt for at mægle i en stammestrid. Muhammad klarede opgaven så godt, at mange i Medina konverterede til islam, og Muhammad oprettede i Medina den første islamiske stat. Dette førte til krig imod Mekka, som muslimerne vandt, og i 630 indtog de Mekka. Kabaen, som udgør islams bederetning (qibla) og vigtigste helligdom, blev renset for afgudsbilleder og indviet til dyrkelse af Allah alene, og de fleste mekkanere konverterede til islam.

Før udvandringen til Medina (hijra), mens Muhammad endnu levede i Mekka, mente han, at hans budskab lå i direkte forlængelse af jødedommen og kristendommen, og at han selv var den sidste profet i linien af kristne og jødiske profeter, som bl.a. omfatter Moses og Jesus. I Medina nægtede de kristne og jødiske grupper imidlertid at anerkende ham som profet, og dette førte til en klarere definition af islam som en selvstændig og unik religion.

Sandsynligvis havde Muhammad kun planer om at forsøge at udbrede islam til den arabiske halvø, men i årtierne efter hans død, navnlig under de tre første kaliffer, Abu Bakr, Umar og Uthman, udkæmpede og vandt muslimerne erobringskrige, som bragte hele Mellemøsten, Persien og Nordafrika under muslimsk kontrol