Mænd/kvinder der lever afsondret fra verden, men i fælleskab med hinanden, med henblik på elitær religiøs praksis
BUDDHISME: Munke- og nonnesamfundet er af meget stor betydning inden for buddhisme, da man ved at isolere sig fra den illusoriske verden kan forsøge at negligere den. I den ene store buddhistiske retning theravada ser man munke og nonnesamfundet (sangha) som den eneste mulige vej til frigørelse fra genfødslernes kredsløb og dermed verden, mens man i mahayana og vajrayana ser det som den bedste mulighed.
Der findes i alt 227 regler og forskrifter, som enhver munk bør overholde. De er lavet, for at munken herigennem kan følge den frelsesvej, som den historiske Buddha anviste, Den Otteleddede Middelvej. Ifølge forskrifterne er det muligt for alle drenge over syv år at blive munke uafhængigt af, hvilken kaste eller social stand familien tilhører. Undtaget er dog forbrydere og folk med smitsomme sygdomme - begge dele kan ses som restriktioner for at varetage munkefællesskabets tarv.
KRISTENDOM: Her kendes munke- og nonneordener først og fremmest fra romersk-katolsk og ortodoks kristendom. I 1800-tallet opstod der dog, som en slags efterligning af nonneordenerne, protestantiske diakonisseordener. Men samtidig voksede også ønsket om at kunne leve i et egentligt klostersamfund frem blandt protestanter. Således blev der oprettet både mandlige og kvindelige ordener i Den Anglikanske Kirke, og fra nyere tid kendes også forskellige lutherske ordener, blandt andet Taizé-samfundet i Frankrig, som blev oprettet i 1940.