Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

mysteriereligion

En religion som man tilsluttede sig ved en rituel indvielse, initiation, der tænktes at sikre frelse for den, der blev indviet, men hvis konkrete forløb ikke måtte røbes for uindviede. Betegnelsen mysterier anvendes om kulte i det antikke Grækenland, først og fremmest i Eleusis nær Athen og på øen Samothrake, men også om en række orientalske kulte, der vandt udbredelse i Europa i hellenismen og den romerske kejsertid.

Om de rituelle indvielsers konkrete forløb er vi ifølge sagens natur dårligt underrettede. Men mange af kultene havde et syntema, en kort sammenfatning af vigtige temaer i indvielsen, som de indviede lærte udenad og brugte som en slags "medlemskort" til at identificere sig over for hinanden. Ordlyden af disse syntemaer var formentlig ikke hemmelig; i hvert fald er den i flere tilfælde bevaret.

Eleusis. I de gamle græske mysterier i Eleusis var syntemaet: "Jeg har fastet, jeg har drukket kykeôn, jeg har taget op af skrinet, smagt og lagt ned i kurven og fra kurven i skrinet." Det giver os ikke megen konkret viden om indvielsen, men kykeôn er en drik af byg og mynte, sikkert til at bryde fasten med. I myten om kultens grundlæggelse bortføres Kore, korngudinden Demeters datter, til underverdenen af dødsguden Hades. Demeter sørger og søger forgæves sin datter, og imens visner al plantevækst på jorden. På sin søgen kommer Demeter til Eleusis, hvor hun netop får kykeôn at drikke. Her bygger man et tempel for hende, og mens hun opholder sig der, udvirker guderne, at hun får sin datter tilbage. Dog skal Kore for eftertiden en tredjedel af året bo hos Hades som dødsrigets dronning under navnet Persefone. Derefter indstifter Demeter mysterierne. Myten afspejler vegetationens cyklus, men også et forhold mellem liv og død. Det er sandsynligt, at også mysterierne i dramatisk form gennemspillede disse temaer. De eleusinske mysterier tænktes at sikre de indviede en bedre lod efter døden. Digteren Sofokles siger om dem: " ... Tre gange lykkelige er de dødelige, der går til Hades efter at have skuet disse mysterier. Thi for dem alene er der liv dér - for de andre er alt dér ulykke."

Isiskult. Af de orientalske religioner var det den ægyptiske Isiskult, der først fik fodfæste i Europa, nemlig før 300 f.v.t. i Athens havneby Piræus. Isis var også søfartens gudinde, og der er ikke vidnesbyrd om, at kulten på dette tidlige tidspunkt var forbundet med en mysterieindvielse. I Rom kendes kulten fra ca. 100 f.v.t. En egentlig beskrivelse af indvielsen til Isis får vi først i den latinske forfatter Apuleius' roman "Det Gyldne Æsel" fra ca. 170 e.v.t. Isis' rolle som frelsende gudinde hang sammen med hendes herredømme over de skæbnebestemmende stjerners løb. I løbet af den hellenistiske tid var skæbnen og det astrologiske verdensbillede mere og mere blevet et udtryk for menneskets umyndiggørelse, og frelse var et spørgsmål om at komme ud af skæbnens greb. I indvielsen, der fulgte ægyptiske mytologiske og rituelle mønstre, gennemgik man en art symbolsk død og genfødtes som et nyt menneske, der stod under Isis' beskyttelse.

Attis- og Kybelekult. Til Attismysterierne findes der i en usikker overlevering et syntema: "Jeg spiste af tamburinen, jeg drak af cymbelen, jeg er blevet Attis' myste." Attis dyrkedes sammen med den Store Moder, den frygiske gudinde Kybele, som betjentes af kastrerede præster. Attismyten handler netop om, hvordan Attis, som et forbillede for dette præsteskab, kastrerede sig selv og dermed brød med det normale menneskeliv og kvalificerede sig til det guddommelige. I mytens perspektiv ser det ud til, at kastrationen bragte ham på niveau med den allerførste urtid, før de to køn blev skilt ud fra hinaden. For kulten var det karakteristisk, at præsterne gik i procession med deres skingre og rytmiske musik, og i nogle tilfælde skar de sig selv med knive, så blodet randt. De konkrete omstændigheder ved indvielsen kendes ikke, men syntemaet refererer muligvis blot til en deltagelse i kulten, hvor lyden af tamburin (en art tromme) og cymbel (bækken) gik til marv og ben.

Mithraskult. I den romerske kejsertid fik Mithrasmysterierne stor udbredelse i Europa, først og fremmest med den romerske hær. Kulten, der var forbeholdt mænd, foregik i underjordiske helligdomme. Her fandtes i reglen et relief eller en statue af den persiske gud Mithras' tyredrab. Der kendes også en række andre motiver i billedlig form, men de skriftlige kilder er få og ikke særlig oplysende. Det har ikke været muligt at vise nogen dybere sammenhæng med iransk religion og heller ikke at nå en sammenhængende forståelse af de tanker om frelse, der formodentlig var knyttet til kulten. Der var syv indvielsesgrader: Ravn, brudgom, soldat, løve, perser, solløber og, som den højeste, fader. Men vi kender heller ikke den religiøse betydning af hver af disse grader.