Af græsk myein, "lukke sig", om øjnene og munden. I mysteriereligionerne er det munden, der lukkes om den hemmelige indvielse, i mystikken er det øjnene. Mystik er en religionsform, der udøves i menneskets sind med udelukkelse af alle enkeltindtryk fra den ydre verden, i perfekt koncentration. Det drejer sig om en oplevelse eller et gennembrud i sindet, hvor skellet mellem den, der oplever, og det, der opleves, falder bort. Oplevelsen fylder mystikeren helt og fortrænger hans eller hendes bevidsthed om egen identitet. Men samtidig er den så total, at det oplevede er en forskelsløs enhed; det kan kaldes fylde eller tomhed efter behag, sproget slår alligevel ikke til. For mystikeren står denne enhedsoplevelse som den sande og egentlige virkelighed, i skarp kontrast til dagligdagens småtskårne mangfoldighed. Enhedsoplevelsen (unio mystica) tydes religiøst som forening med Gud, med Altet eller med tilværelsens kilde.
Selve den mystiske oplevelse har en intensitet, som ikke-mystikere har vanskeligt ved at forestille sig. Men mange vil fx fra musikoplevelser eller vandringer i naturen kende noget tilsvarende: Musikken går så stærkt ind, at den ikke mere synes at komme fra et sted i den ydre verden, eller naturoplevelsen kommer til at omfatte én selv i et øjebliks total harmoni. Mystiske oplevelser optræder hos nogle spontant, hos andre er de resultat af årelang træning og intens meditation. Visse psykofarmaka har i forsøg fremkaldt oplevelser af samme karakter og intensitet. Dette tyder på, at der findes en fysiologisk baggrund for den mystiske oplevelse, og på dette felt arbejdes der med forskellige muligheder.
Det historiske studium af mystik er imidlertid henvist til den mystiske litteratur og dermed til de religiøse tydninger af den mystiske oplevelse. Det er måske den mindste del af den mystiske litteratur verden over, der blot skildrer den mystiske oplevelse i dens religiøse betydning. Unio mystica, hvor alt bliver forskelsløs enhed, ligger hinsides sprogets muligheder; der kan egentlig kun tegnes et omrids af den i negationer og paradokser: Alt hvad den ikke er og alle de modsætninger, den forener og samtidig sætter sig ud over. "Hverken - eller" og "både - og" er karakteristiske for disse forsøg på at sige det uudsigelige.
En større del af den mystiske litteratur er arbejdstekster, der skal tjene til at berede elevens eller læserens sind for den mystiske oplevelse. Det kan være mytologiske tekster, prædikener, dialoger, der afspejler en slags mesterlære, eller mere prosaiske lærebøger. I sådanne tekster udtrykkes på mange forskellige måder menneskesindets slægtskab med Verdensaltet, Gud eller tilværelsens urgrund; man fremstiller menneskesindets delagtighed i naturens og universets evige rytmer eller sjælens inderste som Guds sande opholdssted.
Ofte fremstilles en vej til Gud eller til tilværelsens kilder, altså til unio mystica, gennem en række stadier der betegner stadigt højere bevidsthedsniveauer. Altsammen tjener det til at indarbejde betragtningsmåder, der disponerer eleven eller læseren for den mystiske oplevelse.