Betegnelse for den kristne menigheds rituelle fællesmåltid, et sakramente som Jesus ifølge Det Nye Testamente indstiftede den sidste aften, han var sammen med sine disciple. Kan ses som en fortsættelse og fuldkommengørelse af Jesu måltidsfællesskab med disciplene og med toldere og syndere og som en foregribelse af måltidsfællesskabet i Guds rige. I Den Romersk-katolske Kirke betegnes nadvergudstjenesten som helhed ofte som eukaristi, et ord der betyder takkebøn, og som oprindelig betegnede den takkebøn, der går forud for nadveren.
Historisk har nadveren, sådan som den fra begyndelsen praktiseres i de kristne menigheder, rod både i det jødiske påskemåltid og i de hellenistiske mysteriemenigheders fællesmåltider. Dermed udtrykkes på én gang, at Jesu død ses som en offerdød (han er de kristnes "påskelam"), og at kristne gennem nadverfællesskabet, kommunionen (hvor de spiser og drikker guddommens kød og blod), opnår skæbnefællesskab med Kristus både i hans lidelse og død og i hans overvindelse af døden.
I alle de store kristne kirkesamfund har nadveren status som et sakramente, og der har igennem kirkehistorien været ført mange diskussioner om, hvordan nadveren skulle forstås. Især har man diskuteret, i hvilken forstand Kristus kunne siges at være nærværende i nadveren. Det katolske standpunkt er her, at nadverens brød og vin ved præstens indvielse forvandles i deres substans til Kristi kød og blod, så at nadverhandlingen bliver en gentagelse af Kristi offerdød på Golgata. Luther hævder også, at Kristus er sandt til stede i nadverens brød og vin, men kun under brugen, dvs. under selve nadverhandlingen. Endelig hævder de reformerte protestanter (Zwingli og Calvin), at Kristi tilstedeværelse i nadveren skal forstås symbolsk. Det væsentlige og reelle mellemværende mellem parterne i disse diskussioner drejer sig om, hvorvidt nadversakramentet skal opfattes som en hellig handling, der udvirker en forandring i menneskets natur, således at syndigheden helt eller delvis overvindes, eller om nadveren skal opfattes som en forkyndelseshandling, et tegn der tydeliggør forkyndelsens indhold ved at understrege, at mennesket i åndelig forstand lever af tilgivelsens ord.
Både i kirkearkitekturen og i ritualerne har man i de seneste årtier stræbt efter at tydeliggøre, at nadveren i højere grad er et måltidsfællesskab end en offerhandling, blandt andet ved at udforme alteret, så det umiddelbart ses, at det er et bord, og ved at præst og menighed under nadveren samles rundt om bordet.