Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

Nanak, Guru

1469-1539. Sikhreligionens grundlægger. Han ønskede i første omgang ikke at skabe en ny tro, men at lave en form for syntese mellem islam og hinduisme ved at udvælge elementer fra de to religioner, der som kriterium skulle passe til hans egen gudsforståelse. Han ønskede ikke, at hinduer og muslimer skulle skifte religion, men at de skulle være hinduer og muslimer i kraft af deres tro, ikke deres ritualer.

Guru Nanak blev født i landsbyen Talwandi (siden omdøbt til Nankana Sahib) 64 km fra Lahore i det daværende Punjab, nu Pakistan. Hans forældre var hinduer, og han fik en ortodoks hinduistisk opdragelse, men blev påvirket af de muslimer, som boede i byen. Bl.a. var hans fars arbejdsgiver muslim.

Ligesom i andre legender, der omgiver religionstiftere, fortælles det, at hans opvækst var omgivet af mystiske tegn. Den muslimske jordemoder, der hjalp ham til verden, lagde mærke til, at han skreg som en voksen mand, og den hinduistiske præst, der lagde hans fødselshoroskop, lovede ham en strålende fremtid, hvor både hinduer og muslimer ville ære ham.

Nanak blev påvirket af mange af de forskellige religiøse strømninger inden for islam og hinduisme, som fandtes i middelalderens Indien. Specielt blev han dog inspireret af muslimske sufier og mystikere, af hinduistiske bhaktibevægelser og af Sant-traditionen, med Kabir som den store inspirationskilde.

En af Nanaks hovedpointer var, at man skulle dyrke sin religion i det indre, i troen, og ikke via en mekanisk overholdelse af ritualer og forskrifter. Således gik han imod billeddyrkelse, ofringer, bodsøvelser, askese og pilgrimsfærd, og han forkastede det hinduistiske kastesystem. Derimod indoptog han hinduismens lære om reinkarnation eller samsara, og han lagde vægt på en ligestilling mellem alle mennesker og kønnene. Han var monoteistisk i sin gudsforståelse og så frelsen som en nåde, hvor Gud ville vise sig i det lydhøre menneskes indre og åbenbare frelsesvejen under en meditation på og lovprisning af selve Guds navn (Nam). Herved vil mennesket kunne frigøre sig fra genfødslernes kredsløb og i stedet forene sig med Gud, der er uden ende og begyndelse, eller som sikherne beskriver det i deres trosbekendelse: "Der er kun én Gud. Han er den højeste sandhed, alle tings skaber og den altgennemtrængende ånd. Han er uden frygt og fjendskab. Han er tidløs, og han er ikke født og vil ikke dø til genfødsel. Han er oplyst ved sig selv, og han kan blive kendt ved sin nåde som guru".

Guru Nanak forfattede en del hymner, men samlede dem ikke til noget helligskrift. I stedet udvalgte han en ny guru, der skulle fungere som vejleder for menigheden til deres frelse. En guru som er sat på jorden af Gud, og som Gud virker igennem. Den nye guru blev en af Nanaks yndlingsdisciple kaldet Lehna, men som Nanak omdøbte til Angad, der betyder lem forstået som legemsdel. Dvs. at han som en del af Nanaks legeme ville videreføre og udbygge den sande lære. Gururækken på i alt ti guruer var indledt.