En betegnelse der afløser ældre betegnelser som "vilde", "primitive folk". En anden moderne betegnelse, som nogle foretrækker, er "skriftløse folk". Ingen af disse betegnelser er rigtig heldig, og det er vanskeligt at gøre præcist rede for det område, der afgrænses af dem. Det drejer sig om lokalt baserede samfund i lille målestok, uden den rigt differentierede arbejdsdeling og komplicerede struktur, som kendetegner ikke blot det moderne industrisamfund, men også flere af oldtidskulturerne. Typiske næringsveje i disse småsamfund er jagt, fiskeri, kvægavl og agerbrug, og man kan derfor sige, at de pågældende folk lever i et nært afhængighedsforhold til naturen og parallelt med naturen i langt højere grad, end mere differentierede samfund gør det.

Derimod skal "naturfolk" ikke forstås som folk i naturtilstand, altså vilde eller ukultiverede. Den opfattelse hører hjemme i antropologiens og religionshistoriens barndom, hvor man hos de skriftløse folk mente at finde en elementær, primitiv kultur og religion, hvorfra skriftkulturernes højere kulturer og religioner havde udviklet sig (evolutionisme).

Det er også et stort spørgsmål, om de såkaldte naturfolks religioner adskiller sig afgørende fra religioner hos andre folk. For det første er naturfolks religioner indbyrdes mindst lige så forskellige som religionerne i oldtidens skriftkulturer eller de store verdensreligioner. For det andet finder vi i naturfolks religioner bl.a. monoteisme, rigt differentierede verdensbilleder, klassifikationssystemer og mytologier. Teknologi, økonomi og social differentiering synes altså ikke at determinere eller sætte grænser for religion. Herimod taler også, at mange såkaldte naturfolk i dag har antaget en af de missionerende verdensreligioner.