En term der dækker over de mange forskellige moderne hindubevægelser, der er opstået i forbindelse med den hindu-renæssance, man så blomstre frem i 1800-tallet. De opstod bl.a. som modsvar mod den kristne mission og blev formet i lyset af de udfordringer, som indførelsen af vestlig uddannelse, teknologi, kommunikation, rationalisme og videnskab gav.
Inden for de neohinduistiske bevægelser kan man både finde reformbevægelser, der som udgangspunkt ønskede at reformere og tilpasse hinduisme til det moderne menneske eller det vestlige verdenssyn, og bevægelser, der lagde vægt på en national-religiøs vækkelse, der kunne danne basis for Indiens selvstændighed (Indien blev selvstændigt i 1947). Grænsen mellem dem er dog oftest flydende, og man finder elementer af både reform og nationalisme i stort set alle af de neohinduistiske bevægelser.
Som repræsentanter for neohinduistiske bevægelser, der alle er virksomme i dag, kan nævnes Brahma-samaj, Arya-samaj og Ramakrishna-missionen. Medlemmerne i disse bevægelser er primært at finde blandt den veluddannede bybefolkning. I modsætning hertil finder man langt flere medlemmer fra de uuddannede grupper i de fundamentalistiske national-religiøse bevægelser, hvor bl.a. kan nævnes Bharatiya Janata Party (BJP), der vandt parlamentsvalget i 1996 og igen i 1998, men også grupper som Vishwa Hindu Parishad (VHP) og det uniformerede broderskab Rashtriya Swayamsevak Sangh (RSS).
De konservative bevægelser er blevet en magtfaktor både på den politiske og den religiøse arena i Indien i dag. Det ses bl.a. i den hindu-muslimske konflikt i byen Ayodhya, hvor RSS ønsker en 450 år gammel moske revet ned, som de mener er bygget på hinduguden Ramas fødested og på ruinerne af et ældgammelt Ramatempel.