Den før-kristne religion og mytologi i de nordiske lande som den kendes især fra vikingetiden (ca. 800-1050 e.v.t.). I videre forstand er nordisk religion og mytologi en del af og beslægtet med germansk og indoeuropæisk kultur.
Vikingesamfundet var et lagdelt samfund ledet af (små)fyrster eller konger. Det har omfattet en stor gruppe frie (selvejende bønder, købmænd, professionelle krigere, forpagtere og jægere), der udgjorde samfundets rygrad og bærende økonomiske kraft, og derudover foruden forskellige mellemgrupper sandsynligvis ganske mange trælle.
Religionen i dette samfund har ofte været henregnet til kategorien naturfolks religioner, hvis væsentligste formål er at sikre overlevelsen eller livsfornyelsen i naturen. Vi ved kun lidt om kulten i vikingetiden. Men der er vidnesbyrd om, at der har eksisteret større centralhelligdomme (fx i Uppsala i Sverige og Lejre på Sjælland), hvor der har været udført blodige ceremonier med ofringer af store antal både dyr og mennesker. Og på tilsvarende vis hører vi om, at man ved en stormands begravelse kunne dræbe en træl, der som ledsager for den afdøde blev brændt på ligbålet sammen med denne.
I hovedsagen synes kulten dog at have været decentral og varetaget af lokale høvdinge eller storbønder, der således har fungeret som goder, dvs. offerpræster.
Vores viden om vikingernes religion bygger i stort omfang på mytologien, som imidlertid foreligger i en udgave, der gør det vanskeligt at se sammenhængen mellem kulten og de mytiske forestillinger.
I de mest omfattende kilder, den ældre og yngre edda, skildres et univers, der omfatter gudernes verden, Asgård, menneskenes, Midgård og endelig de dæmoniske kæmpevæsener, jætternes, Udgård. Denne verden skabes ifølge mytens beretning af mødet mellem varme og kulde i det tomme svælg, Ginnungagap. Da isen fra dette urdyb smeltede, kom urjætten Ymer frem. Koen Audhumbla dukkede også frem af isen og slikkede den første af aserne, Bure, frem af den salte klippe, og da aserne blev flere, slog de Ymer ihjel, parterede hans døde krop og skabte deraf himlen og jorden, bjerge, vandløb, have og stjerner på himlen. Menneskene kom til, da Bures tre sønnesønner Odin, Vile og Ve dannede det første menneskepar Ask og Embla af to træstammer, som var skyllet i land på stranden.
Det umiddelbare indtryk af myterne er, at livet i denne verden udfolder sig som en evig kamp mellem kaos- og kosmoskræfterne, hvilket vel igen er forklaringen på, at det er krigsguderne med Odin i spidsen og krigeridealerne, der dominerer billedet.
Ved nærmere undersøgelse af teksterne og inddragelse af andet kildemateriale bliver det imidlertid tydeligt, at sikringen af frugtbarheden og væksten har været et nok så vigtigt formål med den almindelige nordbos gudsdyrkelse. I gudeverdenen optræder foruden de krigeriske aser også vanerne, og kulten for dem har med sit undertiden iøjnefaldende seksuelle præg tydeligt karakter af livsfornyelseskult. Frej, Freja og Njord har haft en position, der sagtens kunne måle sig med Odins. Og når Tor i mange sammenhænge fremtræder som den allervigtigste af guderne, hænger det tilsyneladende sammen med, at også han har været dyrket som en gud, der sikrer frugtbarhed og vækst. Han er jætternes, kaoskræfternes største fjende, han er forbundet med tordenen, som igen hænger sammen med regn og frugtbarhed, og hans våben, Torshammeren, har tilsyneladende været brugt som et rituelt redskab ved bryllupsceremonier.
Problemet for udforskningen af den nordiske religion og de betydelige vanskeligheder med at få skabt sammenhæng i de meget forskelligartede vidnesbyrd, vi har om vikingernes religionsudøvelse og deres religiøse forestillinger, kommer af, at kildematerialet er specielt. Den altovervejende del af (det skriftlige) kildemateriale om asatroen eller eddamytologien er sene beskrivelser skrevet af kristne forfattere. Og disse har tydeligt nok både misforstået noget og taget afstand fra andet, og deres fremstilling må derfor suppleres og undertiden korrigeres af de oplysninger, der kan udledes af andre kilder, fx arkæologiske fund.
Myterne om endetidsbegivenhederne, Balders død og Ragnarok hører til de meget omdiskuterede dele af den nordiske mytologi og illustrerer meget godt disse problemer. Begivenhederne er skildret både i den ældre edda i digtet Vølvens spådom og hos Snorre. Strukturelt og indholdsmæssigt minder de påfaldende om de kristne beretninger om Kristi død, verdens undergang og Kristi genkomst. Dog kan Baldersmyten også ses som en parallel til de typiske agerbrugsreligioners beretninger om den unge mandlige guds død og opstandelse, som på myteplanet modsvarer vegetationens bortvisnen og fremvækst påny i takt med årstidernes vekslen.