Uanset tidsregning og kalender er nytår hos de fleste folk en fest af betydning. Den forbindes ofte med tanken om fornyelse, om at begynde forfra på en frisk, og dette kan gennemspilles rituelt på utallige måder.

I den babylonske nytårsfest, Akitu-festen, reciterede man det store epos om skabelsen, Enuma elish, hvor Babylons bygud Marduk besejrede uhyret Tiamat og byggede verden af hendes krop. Det er omdiskuteret, om skabelsesmyten også blev gennemspillet i egentlig dramatisk form, men alene den rituelle recitation viser opfattelsen af nytåret som en ny skabelse.

Nytår kan fejres med et kultdrama, der betegner den nye begyndelse, men det kan også markeres ved en midlertidig ophævelse af regler og ved antistruktur, som vi kender det fra overgangsriter. Skyderi og ophævelse af politivedtægten i nogle timer får verden til at genopstå helt frisk nytårsmorgen.

Det jødiske nytår (rosh hashana) fejres i september og indleder de ti bodsdage, som afsluttes med Forsoningsdagen (yom kippur). I jødedom betegner nytårsdag også ihukommelsens og opgørets dag, den dag hvor man af Gud stilles til ansvar for sine handlinger. Man skal mindes sine fejltrin, og i de efterfølgende bodsdage bør man forsøge at rette disse ved at søge tilgivelse hos mennesker, man måtte have behandlet forkert i det forgangne år.

Gudstjenesten i synagogen tager flere timer på rosh hashana. Et af de centrale ritualer er blæsning i et vædderhorn (shofar) til indvarsling af det nye år.