I almindelig sprogbrug betyder nåde tilgivelse eller barmhjertighed, fx i vendingen "at lade nåde gå for ret". I Det Gamle Testamente har ordet også denne betydning med en understregning af, at det er en overordnet (fyrste eller dommer), der viser velvilje mod en underordnet. I Det Nye Testamente betegner ordet Guds opofrende kærlighed til det syndige menneske.
Under indvirken af hellenistisk religion kommer nåde til at blive opfattet som en nærmest stoflig kraft, som kirken via sine sakramenter formidler til mennesker. Nåden er "gratia infusa": Indgydt nåde, og sakramenterne er nådemidler, som bevirker en forandring af den menneskelige natur i retning af det overnaturlige og fuldkomne. Luther gjorde op med denne opfattelse af nåden og understregede, at den er udtryk for Guds sindelag over for mennesket, sådan som det siges i forkyndelsen, hvilket mennesker dernæst må forholde sig til enten ved at tro på det, fæste lid til det eller ved at afvise det. Nåden er ifølge Luther derfor kun virksom, når den mødes med tro, og ikke en magisk kraft som virker uanset modtagerens indstilling.
Mange af de betydningsaspekter, der ligger i det bibelsk-kristne ord nåde, kendes også fra andre religioner, som fx islams tale om Allahs barmhjertighed og måske i endnu højere grad i hinduismens bhakti.