Ved Oceanien forstås øerne i det sydlige Stillehav:

- Melanesien,

- Polynesien,

- Mikronesien.

Australien regnes ofte med, men behandles her særskilt. Indtil den europæiske kolonisation var hele dette område beboet af naturfolk. Navnlig på de mindre øer har disse oprindelige folk bevaret meget af deres traditionelle levevis og kultur, men deres oprindelige religion er overvejende erstattet af kristendom. I moderne tid søger nye, ofte kristent inspirerede, religiøse bevægelser et nyt grundlag i traditionelle religioner.

MELANESISK RELIGION: Melanesien udgør ikke en ensartet helhed, men består af små samfund spredt over øerne. Fælles for dem alle er dog den store rolle, slægtsgrupper eller klaner spiller. Hver klan nedstammer fra en mytisk stamfader eller -moder, i nogle tilfælde et dyr. Fra disse urtidsvæsener stammer ikke blot klanerne, men også dyr, planter, landskaber mv. Hos Marind-Anim på Ny Guinea kaldes urtidsvæsenerne for dema; et ejendommeligt træk i myterne om dem er, at de gennemgår mange lidelser, og at den første plantevækst spirer frem af deres forpinte og sønderlemmede kroppe.

I kulten gentages demaernes skabende handlinger i storstilede optrin med masker. Der er ikke tale om illuderende gengivelser af myternes handling, men om kultdramaer der skal forny verden ved gentagelse af urtidens begivenheder. Nogle steder siges menneskeoffer med efterfølgende kannibalistisk måltid at indgå som en gentagelse af en demas død og sønderlemmelse. Almindeligvis er det dog store mængder svinekød, der sættes til livs. I tilknytning til sådanne store fester finder drengenes initiation sted.

I dagligdagen, mellem de store fester, er det dog ikke urtidsvæsenerne, men forfædreånder og naturånder, der spiller den dominerende rolle. Forfædredyrkelsen er vigtig for klanens enhed, og man søger mange steder at bevare de døde gennem balsamering eller i form af masker. Derved kan man anråbe forfædrene om hjælp og bevare forbindelsen med dem ved ofre, der opfattes som fællesmåltider med forfædrene. Erhvervsaktiviteter som fiskeri og yamsdyrkning er hyppigt omgivet af ritualer.

Situationen siden ca. år 1900. Over det meste af Melanesien er traditionel religion ikke længere levende. Ca. 90% af befolkningen er i dag kristne. I den indonesiske del af Ny Guinea spiller islam og hinduisme en rolle, dog fortrinsvis hos tilflyttere fra det øvrige Indonesien. Den kristne mission har ud over tilgang til de missionerende europæiske og amerikanske kirker også ført til dannelse af uafhængige kirker, hvor kristendom og melanesisk tradition søges forenet. Hertil kommer religiøse bevægelser som de såkaldte cargo-kulte, der begyndte at opstå i tiden efter 1. Verdenskrig. Det er millenaristiske bevægelser, der i analogi med den nytestamentlige nærforventning om Gudsrigets komme forventer en omvæltning, der skal indebære etnisk genoprejsning og velstand af europæisk målestok for melanesierne. Velstanden skal komme i form af en kæmpemæssig skibs- eller flyladning (cargo). Med den skal også forfædrene vende tilbage, og deres rige gaver, som de hvide hidtil har haft held til at bemægtige sig, skal omsider blive deres eget folk til del. Foruden traditionelle ritualer kan bygning af landingspladser og andre forberedelser til cargoens ankomst indgå i disse kultes religiøse praksis. De enkelte kulte har sjældent lang levetid, men ved deres hyppige opflammen har cargo-kultene haft stor betydning som politiske signaler.

POLYNESISK RELIGION: Fælles for melanesisk og polynesisk religion er begreberne mana og tapu. I Polynesien betegner mana først og fremmest slægtens eller stammens livskraft, som ejes af høvdingen. Det betyder, at høvdingen er kondensator for så vældige kræfter, at det er farligt at røre ved ham eller noget, der tilhører ham. Høvdingen siges at være tapu, dvs. udgrænset som hellig og beskyttet af særlige regler. I kulten opfattes på tilsvarende måde de rituelle genstande som manafyldte og tapu. Hos maori på New Zealand indgår tapu også i et klassifikationssystem med sin modsætning noa, "profan", "almindelig":

tapu noa

mand kvinde

dag nat

himmel jord

liv død

Denne klassifikation finder udtryk i mytologien, hvor himmel og jord oprindelig lå så tæt sammen, at det var evig nat. Deres børn besluttede at skille dem ad, og til sidst lykkedes det for guden Tane. Han spændte himmelen ud på pæle og indførte ved sin bedrift også det stadige skift mellem nat og dag. Det var også Tane, der førte skabelsen videre. Han formede en kvinde i sandet, og skønt hun ikke var rigtig levende, fik han med hende en pige, der så opfostredes for at blive hans hustru. Senere forstod hun, at hendes mand også var hendes far. Overvældet af skam tog hun sit eget liv og kom til nattens verden eller underverdenen. Tane rejste efter hende, men hun sendte ham tilbage til dagen for at opfostre deres børn. Selv blev hun i natten og underverdenen for til sin tid at drage børnene derned.

En kreds af myter med flere varianter fortæller om de "søde kartoflers" eller bataternes oprindelse. Guden Rongo besøgte sin ældre bror i himlen og listede sig til at anbringe nogle batater i sin penis. Derefter besvangrede han sin hustru med dem. Dette og flere andre mytiske træk gennemspilles i den kult, der er knyttet til batatdyrkningen: Her afgrænses et lille hjørne af marken som hellig mark. Alt, hvad der foregår på den, tænkes at få virkninger for hele marken, ja hele landet. Læggebataterne bæres i en kurv ud på den hellige mark. I ritualteksten identificeres den, der bærer dem, som Rongo, der stjal bataterne. Kurven, der til sidst rives itu og graves ned i kanten af marken, identificeres som hans penis.

Situationen siden ca. år 1800. Polynesien koloniseredes i løbet af 1800-tallet, og hele området kristnedes med forbløffende hast. Der udfoldedes stor religiøs kreativitet i mødet med kristendommen, og ved siden af de missionerende kirker opstod mange nye profetiske bevægelser. Det var karakteristisk for 1800-tallets bevægelser, at de især hentede deres inspiration i Det gamle Testamente. De indfødte havde mistet land til europæere, og gammeltestamentlige motiver som det forjættede land og trældommen i Ægypten var nærliggende udtryk for deres situation. I 1900-tallets religiøse bevægelser dominerer derimod nytestamentlige motiver som healing og åndsåbenbarelse. Mange sådanne kristne bevægelser søger at integrere elementer af traditionel religion i en identitetsbærende selvforståelse. På New Zealand har maoritradition og -religion i 1980'erne oplevet en renæssance. Interessen samler sig her ikke kun nostalgisk om maoriernes oprindelige levevis og religion, men også om tanker der er blevet til i det livlige udvekslingsforhold mellem maorireligion og kristendom.

MIKRONESISK RELIGION: Mikronesien var den del af Oceanien, der tidligst kom i kontakt med europæere. Kristen mission tog sin begyndelse allerede i 1500-tallet, og først i slutningen af 1800-tallet eller senere fandt etnografiske undersøgelser sted. Vort billede af Mikronesiens religioner er derfor fragmentarisk og usammenhængende. Fra enkelte øer kendes forfædremasker, der må have været brugt i forfædrekult omtrent som i Melanesien.