Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

offer

Et ritual hvorunder noget forbruges. Den betydning af frivilligt afkald, som dagligsproget lægger i ordet, indgår somme tider, men ikke altid, i de ritualer, vi kalder ofre. Det særlige ved offer er, at det anvender et materiale, som i en eller anden forstand forbruges: Dræbes, ødelægges, spises, gives væk. Dette materiale kan referere til giveren: Det repræsenterer giveren selv eller noget, der er karakteristisk for ham - kvægavleren ofrer kvæg, krigeren våben. Eller det kan referere til modtageren: Man ofrer korn til kornguden, vin til vinguden. Eller det kan referere til et fællesskab mellem dem. I alle disse tilfælde etablerer offerhandlingen en forbindelse mellem giver og modtager. Modtageren, fx en gud, en ånd, en død, tilhører en anden verden end giveren. Det betyder, at offeret åbner for en vekselvirkning mellem den ene og den anden verden, hvor offermaterialet både er denne verdens repræsentant i den anden verden og den anden verdens repræsentant i denne verden. Det døde offerdyr er således mødested for to verdener. Ved at dræbe det "sender" man det til den anden verden; ved sidenhen at spise af det får man del i den velsignelse, der er i vekselvirkningen med den anden verden.

Traditionelt har man inddelt ofre i typer efter forholdet mellem giver og modtager. Offeret kan betragtes som en gave til en gud (gaveoffer). Gaver har i traditionelle kulturer ofte en forpligtende karakter, der så at sige opretter en pagt mellem giver og modtager. Offergaven kan udtrykke en tak til guden (takoffer), eller den kan tjene til soning af en overtrædelse, giveren har begået (soningsoffer). Offeret kan også spille rollen som erstatning for giveren selv, som guden eller ånden ellers ville bemægtige sig (substitutoffer). Målet med et offer kan også være at oprette eller vedligeholde en forbindelse med guder eller forfædre, fx ved et fælles måltid (konvivieoffer). I nogle tilfælde anskues den, der deltager i offermåltidet, som modtager, mens offermaterialet repræsenterer guden. Man taler da om kommunionsoffer. Ofte vil et og samme offer falde ind under flere af de her nævnte typer. Et slående eksempel er ainuernes bjørnefest, der indbefatter de fleste af dem.

Vigtigere end at inddele ofre i typer er det at være opmærksom på den vekselvirkning eller det udvekslingsforhold, offeret etablerer mellem deltagerne i offerhandlingen og den anden verden: Gudernes, de dødes eller åndernes verden. Hos chagga i grænseregionen mellem Kenya og Tanzania ofrer man en ged ved et barns sygdom. En rem af offerdyrets skind lægges om barnets hals, og der holdes måltid på dyrets kød. Skindet spændes ud på hyttens gulv. Efter nogle dage vender deltagerne tilbage og drikker af et bæger øl, der står på skindet. Noget af øllet spytter de ud på skindet. Så tages remmen af barnets hals og gnides nogle gange mod skindet, og til sidst forkortes remmen og bindes om barnets håndled. Her gennemspilles altså en vekselvirkning mellem barnet, fællesskabet og den anden verden. Barnet får gennem offerdyret del i den anden verden, men også i de ofrendes fællesskab. Dyrets skind bliver liggende som et forbindelsesled til den anden verden; dertil overføres sygdommen, men der hentes også velsignelse og beskyttelse derfra, som den forkortede rem om håndleddet viser.

I Indiens rige rituallitteratur finder vi ligefrem teoretiske betragtninger over offerets betydning og virkning. En brahmana-tekst understreger, at offeret repræsenterer den ofrende, og at den, der ofrer på rette vis, "kommer til at eksistere med et fuldstændigt legeme i den anden verden." Offeret danner altså en art brohoved eller holdepunkt for den ofrende i den anden verden.

HINDUISME: Offeret har en meget central plads i den hinduistiske folkereligiøsitet, hvor det kan ses som det led, der skaber forbindelse mellem giveren (mennesket) og modtagerne (guderne). En puja, der betyder aktiv tilbedelse, er bygget op om offerhandlingen eller snarere handlingerne, da der findes et sindrigt system af, hvilke ting der bør ofres til hvilke guder og hvornår. Ofringerne består af ild, vand, mælk, yoghurt, blomster, forskellige former for frugt, røgelse, klaret smør (ghee), ris, betelnødder, kokosnødder, stof, rødt pulver kaldet kunkum, sandeltræ o.l. Alle ting, som guderne har behov for. Til gengæld beder man guderne om at lytte til og tilgodese tilbederens eller tilbedernes ønsker, som det fremgår af den tilknyttede bøn.

I yogaen taler man om den indre ofring frem for den ovenfor beskrevne ydre ofring. Her ofrer man den indre ild eller glød, som antændes under meditation og koncentration på guden eller det guddommelige princip. Ønsket er ligesom ofringen indvortes, nemlig ønsket om at opnå erkendelse eller en frigørelse fra materien.

ISLAM: I islam finder der fælles ofring af dyr sted en gang om året ved offerfesten id al-adha. Tilladte offerdyr er geder, får, køer og kameler. Derudover kan muslimer ofre dyr på et hvilket som helst tidspunkt. I så fald kan ofret være en taksigelse til Allah, eller det kan udføres med den intention, at den ofrende kommer nærmere Allah. Desuden er det skik, at familien ofrer et dyr ved fødslen af et barn eller ved dets omskærelse.

Ofret udføres i alle tilfælde efter slagtereglerne i islam (schæchtning). Kødet fra et offerdyr kan spises af den person, der har udført ofret, eller gives væk som almisse, men må ikke sælges

KIKUYU: Kikuyuerne i Østafrika ofrer til forfædrene og til Ngai ved årlige ritualer i forbindelse med regntiden og i forbindelse med initiationsriter. Forfædrene modtager honningøl og mælk, mens Ngai modtager et får eller lam. Der kan ofres både ved bopladsen og ved det hellige figentræ