Betegnelse for den periode i den kristne kirkes historie, der rækker fra grundlæggelsestiden umiddelbart efter Jesu død og frem til middelalderen, som i nogle kirkehistoriske fremstillinger sættes til at begynde med kristendommens ophøjelse til statsreligion i Romerriget i år 380, mens andre først lader den oldkirkelige periode slutte med de germanske folks fremtrængen mod vest og islams mod øst i henholdsvis 476 og 632 e.v.t.

I den første periode af oldkirkens historie, den apostolske tid (ca. 30-70 e.v.t.), er der endnu ikke tale om en egentlig kirkedannelse. Kristendommen fremtræder snarere som en jødisk sekt, og de første menigheder rundt om i Romerriget synes ofte at være dannet med udgangspunkt i mission blandt diasporajøder. Paulus er den mest fremtrædende skikkelse i denne missionsperiode. Baggrunden både for missionsiveren og for den løse organisation af menighedslivet i denne periode er, at nærforventningen, forestillingen om at Kristus meget snart ville komme igen og oprette Gudsriget, var en meget dominerende tanke i den kristne forkyndelse og lære.

Den egentlige kirkedannelse hører den efterfølgende periode, den efterapostolske tid (ca. 70-140 e.v.t.), til. Menighederne opgav nu at vente Kristi genkomst, og der blev derfor brug for både at nedskrive overleveringerne om Jesus og for en organisering af menighedslivet. I denne periode finder også det endelige brud med jødedommen sted, og de kristne så Israel-statens udslettelse i år 70 som Guds dom over Israel og betragtede dermed jødedommens rolle som udspillet.

Tiden fra midten af 100-tallet til 311 handler om den oldkatolske kirke. I denne periode bliver kirken i kamp med indre og ydre fjender til som en gennemorganiseret institution med et afgrænset læreindhold. I periodens første del drejer det sig først og fremmest om at afvise kætteri, den falske lære, mens kampen med den romerske statsmagt og dens forfølgelse af de kristne blev særlig omfattende i periodens slutning.

Fra 311, da kejser Konstantin den Store gav kristendommen status som tilladt religion i Romerriget, begynder oldkirkens sidste periode, rigskirkens tid. I denne periode afvikles nogle af de store dogmestridigheder om treenigheden og om forholdet mellem Kristi guddommelige og menneskelige natur, ligesom dogmet om arvesynden udformes i dette tidsrum. Endelig opbygges kirkeinstitutionen med en mere og mere fast hierarkisk struktur omkring de to centre i Rom og Konstantinopel. Og kristendommen bliver ved ophøjelsen til statsreligion monopolreligion i imperiet. Endelig opstår i slutningen af oldkirkens tid også munkevæsenet som en særlig anbefalelsesværdig kristen livsform