Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

omvendelse

Betegnelse for en radikal nyorientering og omlægning af livsførelsen hos mennesker, som i kraft af en åbenbaring eller en lignende stærk religiøs oplevelse foranlediges til at søge nye mål i livet.

I Bibelen udtrykker ordet kravet til syndige mennesker om at vende sig bort fra det syndige liv og leve som Guds lydige skabninger. I Det Gamle Testamente rettes kravet om omvendelse af profeterne til Israels folk. I Det Nye Testamente tales der i evangelierne først og fremmest om omvendelse til det kommende Gudsrige. Senere i kristendommens historie kommer omvendelse til at stå som betegnelse for den enkelte kristnes personlige tilegnelse af den tro, vedkommende som barn er født ind i eller ved dåb indlemmet i.

I middelalderen betød omvendelse for mange det samme som at vende sig fra det verdslige liv og gå i kloster. Det er dog først og fremmest i den protestantiske pietisme, at omvendelse bliver et hovedord. Det står her for den forandring, der sker med et menneske, når det erkender og bekender sin syndighed og i tro vender sig imod og tager imod Guds nåde eller tilgivelse. En sådan omvendelse markerede ofte slutningen på en lang bodskamp, og begivenheden kunne tidsfæstes ganske nøje.

Undertiden bruges ordet omvendelse også lidt upræcist om overgang fra et trossamfund til et andet. Her er det dog mere korrekt at tale om konversion.