Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

oplysningstiden

En af de dominerende strømninger i 1700-tallets ånds- og kulturliv. Grundidéen i oplysningstænkningen er, at man i denne epoke har bevæget sig ud af fortidens middelalderlige mørke og nu er i stand til at anskue tilværelsen og handle i fornuftens klare lys. Oplysningstænkningen lægger således grund til den vestlige kulturoptimisme, der legitimerer såvel den uindskrænkede udnyttelse af naturens resurser som den imperialistiske fremfærd over for andre kulturer og folkeslag, som har været kendetegnende for europæisk kultur i nyere tid.

Den historiske baggrund for oplysningstænkningen er den udvikling siden renæssancen, som førte til, at det europæiske borgerskab voksede sig stærkt og fx i Frankrig vandt den politiske magt ved revolutionen i 1789. Det moderne europæiske menneske havde gjort mange erfaringer, der tydede på menneskets næsten ubegrænsede beherskelsesformåen. Videnskab og teknik satte det i stand til at beherske naturen, og i kraft af handel og økonomi underlagde Vesten sig i større eller mindre omfang alle verdens riger og lande. Det europæiske menneske oplevede sig i stigende grad som selvberoende og frit til både at tænke og handle i overensstemmelse med sin egen fornuft og vilje, fri af alle overmenneskelige autoriteter og kræfter.

"Oplysning er", som det hedder med en berømt formulering af I. Kant, "menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed".

Oplysningstidens gudsbillede og religionsopfattelse ændredes i overensstemmelse med det nye tankesæt. Gud blev opfattet som det højeste væsen, der har skabt verden, men derefter har trukket sig tilbage og overladt verden til at udvikle sig efter sine egne love og ved sine egne iboende kræfter (deisme). Man vendte sig imod overtroen og opererede i stedet med forestillingen om en naturlig religion, der så at sige udtrykker religionens væsen eller idé, som er i overensstemmelse med den menneskelige fornuft og ikke tynget af de traditionelle religioners dogmatik. Med slagordet "Gud, dyd og udødelighed" fremgår det, at religionen frem for alt skal være en støtte for moralen, for styrkelsen af borgerdyden.