Det nytestamentlige udtryk for at Jesus efter at være død og begravet står op, forlader sin grav og bliver set lyslevende af flere vidner. Fortællingen om dette bevidnede mirakel har man inden for kristendommen tillagt mange betydninger, og man har også søgt efter paralleller i andre religioner.
Navnlig en række nærorientalske guddomme har tiltrukket sig interesse som "døende og genopstående guder". Det gælder den ægyptiske Osiris, der genopvækkes for at avle sønnen Horus; den frygiske Attis, hvis opstandelse kun omtales ultrakort i én lidet troværdig kilde; og den græske Adonis, der nok døde, men ikke opstod. På et meget løst grundlag så man i disse og flere andre guddomme vegetationsguder, hvis død og opstandelse afspejlede vegetationens cyklus. Af dette mønster kunne så også tanken om Kristi opstandelse være opstået.
I kristendommen er det især afgørende, at troen på Jesu opstandelse fører frem til talen om de dødes opstandelse som et væsentligt led i den kristne eskatologi.