En religiøs institution der giver udtalelser om menneskers skæbne, gudernes vilje, fremtidige hændelser eller lignende forhold, der normalt er skjult for mennesker. Ordet anvendes også som betegnelse for sådanne udtalelser i sig selv. Orakelsvar er ofte dunkle eller flertydige og må udmøntes nøjere for at give mening i en konkret situation, ligesom det er tilfældet i andre former for divination.
Fra antikken kendes mange orakler: I Dodone gav Zeus sin vilje til kende i et helligt egetræs bladraslen, i Olympia meddelte han sig gennem offerilden. I Siwa-oasen vest for Nilens delta lå Amons orakel, hvor Alexander den store blev udnævnt til Amons søn. I den romerske kejsertid søgte store dele af Lilleasien råd ved oraklet i Klaros lidt sydvest for nutidens Izmir. Men det mest berømte af alle orakler var Apollons orakel i Delfi. Her havde Apollon i den mytiske urtid nedlagt det frygtelige uhyre Python, som fik lov at rådne (på græsk: pythein) på jorden. Det var en kaosbesejrende handling ligesom den indiske gud Indras sejr over slangen Vritra, der holdt vandene tilbage. I Apollontemplet i Delfi var der en åbning i fundamentet ned til den bare jord, altså til den jord, som var gødet med kaosuhyret Python. Over den jord sad orakelpræstinden, som kaldtes Pythia, på en såkaldt trefod, og når hun indåndede den forårsagtige duft af kaos og urtid, kunne hun give orakelsvar. Muligvis var hun i en særlig sindstilstand, når hun gav svar; af de bevarede svar er en del på vers, og dette taler for, at der skete en bearbejdelse af Pythias udtalelser, før den orakelsøgende fik sit svar. Oraklet i Delfi nød stor anseelse og havde betydelig politisk indflydelse.
Samlinger af orakeludtalelser af forskellig oprindelse var i omløb i antikken. Det var dunkle og flertydige tekster, som man anså for guddommeligt åbenbarede, og ved at fortolke dem i tilknytning til konkrete problemer håbede man at opnå guddommelig vejledning. I Rom konsulterede man i særligt alvorlige tilfælde efter senatsbeslutning en sådan samling, der gik under navnet De Sibyllinske Skæbnebøger. I Grækenland fandtes der ligefrem personer, der skaffede sig et udkomme ved at udlægge sådanne orakler for folk.