En strømning i græsk religion opkaldt efter den legendariske sanger Orfeus, der med sin sang befriede sin elskede Eurydike fra dødsriget, men mistede hende igen, da han kom til at se sig tilbage. Ham tillagde man en stadigt mere omfattende litteratur, der handlede om verdens og menneskets tilblivelse, sjælens fangenskab i legemet og dens frelse efter døden. Det har været diskuteret, om orfismen var andet end en litterær strømning, men arkæologiske udgravninger har vist, at der fandtes orfiske miljøer, og litterære kilder viser, at der fandtes en asketisk orfisk levevis og orfiske indvielser, altså en art mysteriereligion. Centralt stod heri tanken om menneskets dobbelte natur. En orfisk myte fortalte, at Zeus i urtiden brændte titanerne, efter at de havde spist af Dionysos' kød. Af sod fra titanernes og Dionysis' kød (som de jo havde spist) opstod menneskene, som derved fik både titanisk og dionysisk natur. Frelse blev da et spørgsmål om at rense sig for den slette titaniske natur og befri det dionysisk-guddommelige element. Orfismen fik øget betydning i hellenismen; den havde jo foregrebet de tanker om dualisme og frelse, som præger denne periode