Fællesbetegnelse for en række kirker som udskiltes fra den græsk-sprogede byzantinske ortodokse kirke i 400-tallet. Kirkebygninger og gudstjeneste er præget af, at udskillelsen skete, før ikoner fik den centrale rolle, som de i dag har i de ortodokse kirker. Fx er den østligste del af kirken, koret, ikke skilt fra menighedens del af kirken, skibet, ved hjælp af en ikonvæg (ikonostas). Sproget under gudstjenesten er de gamle lokalsprog, fx syrisk, og sangen under gudstjenesten er enstemmig (unison) og uden ledsagelse af instrumenter.
Det Østromerske Rige var i 400-tallet udsat for stærke centrifugale kræfter. Det gjaldt også kirkerne, hvor ledende gejstlige i de første århundreder mødtes på konciler, blandt andet for at nå til enighed om forholdet mellem Kristus, hans guddommelige og hans menneskelige natur. Det viste sig ikke muligt. En række kirker fra de provinser, som led mest under centralregeringens regime, kunne ikke bringes til at anerkende Chalcedonkoncilets udtalelse år 451 om, at Kristus samtidig var helt menneske og helt gud. Disse kirker kaldes orientalske. To af dem ligger i Afrika og er udgået fra Alexandria i Ægypten, Den Etiopiske Kirke og Den Koptiske Kirke. Dertil kommer de kirker, som nedenfor er omtalt, og som har udgangspunkt i Syrien.
Kristne kom til Syrien før apostelen Paulus, og Antiokia blev et vigtigt lærdomscenter, da Jerusalem faldt i år 70 e.v.t. Herfra udgik en række missionsbevægelser mod nord, øst og syd.
Armenien var det første land, der antog kristendommen som statsreligion. Den Armenske apostolske eller gregorianske Kirkes gudstjeneste foregår på gammelt armensk, men er ellers hovedsageligt bygget op som den græsk-ortodokse gudstjeneste. Kirken har bevaret nogle af de ældste former for kristen rituel sang. Kirken har været forfulgt og mindretalskirke gennem mange hundrede år. I dag findes den i mange mellemøstlige lande, Europa samt Nord- og Sydamerika og har omkring 4 mio. medlemmer.
Syrien var udgangspunkt såvel for Den Østlige Kirke (også benævnt Den Assyriske eller Nestorianske Kirke), der skilte sig ud allerede før Chalcedonkoncilet i 451, som for Den Syrisk-Jacobitiske Kirke. Den Østlige Kirke spredte sig langt mod øst - over Perserriget og Centralasien til Kina og til Sydindien. Siden er den stort set blevet udslettet, selv om der er ca. 100.000 medlemmer af kirken i Indien, i USA og i Sverige. Dens gudstjeneste på syrisk har ligeledes bevaret nogle af de ældste former for kristen sang. Den Syrisk-Jacobitiske Kirke (eller Syrisk-ortodokse Kirke) havde indtil omkring 1400 stort set alle kristne i Syrien og Irak som medlemmer; siden har den været en minoritetskirke. I dag er der ca. 200.000 medlemmer i disse områder, hvortil kommer ca. 50.000 jakobitiske kristne i Amerika og ca. 500.000 i Sydindien. I Sydindiens brogede mønster af kristne menigheder findes også ca. 1,5 mio. Thomaskristne, efterkommere af den menighed som apostelen Thomas fra Syrien skal have grundlagt på Sydindiens Malabarkyst.
En del af de orientalske kirker som fx maronitterne i Libanon har indgået en union med Den Romersk-katolske Kirke. Tilsvarende har nogle af de ortodokse kirker, først og fremmest i Ukraine, et fællesskab med den katolske kirke, selv om de opretholder deres eget sprog, liturgi og kanoniske lov. Tilsammen har alle disse kirker, der samarbejder med Den Romersk-katolske Kirke, 13 mio. tilhængere over hele verden.
I dag er man godt på vej til at hele bruddet mellem de (oprindeligt byzantinsk) ortodokse og de orientalske (ortodokse) kirker, idet man har taget de udtryk, som den teologiske strid oprindeligt stod om, op til ny fortolkning.