Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

ortodokse kirker

Betegnelse for en række indbyrdes selvstændige kirker, særlig i det østlige og sydøstlige Europa og den nære Orient. Undertiden kaldes disse kirker under ét den ortodoks-anatoliske (østlige) eller den græsk-katolske kirke. Fælles for de ortodokse kirker er, at de har rod i de kirker, der ved det store skisma i 1054 brød med paven i Rom. Den største ortodokse kirke i dag er den russiske.

Hver enkelt af de ortodokse kirker har sit eget overhoved, en patriark eller en ærkebiskop. Blandt patriarkerne, der har sæde i Konstantinopel (nu Istanbul), Antiokia, Jerusalem, Alexandria og Moskva, har patriarken i Konstantinopel en æresforrang, men han står ikke som samlet leder for de ortodokse kirker på samme måde som paven i Den Romersk-katolske Kirke. Det kirkelige embede er tredelt: Diakon-præst-biskop. Biskoppen må ikke være gift og kommer derfor ofte fra et af de mange munkeklostre, som sammen med nonneklostrene udgør en betydningsfuld kerne i den ortodokse kristenhed.

Det bærende element i de ortodokse kirkers lære og liv er læren om "theosis", guddommeliggørelsen. "Det guddommeliges indtrængen i det menneskelige, i kosmos, i historien, og skabningens forklarelse ... er ... den inderste kerne i den østlige kirkes verdensanskuelse." (N. Arseniev).

Hele skabningen er efter ortodoks tankegang bestemt til at blive guddommeliggjort gennem en frelsesproces, som begynder her på jorden. Begyndelsen på processen er Kristi inkarnation, og i kirken virker guddommeliggørelsens kræfter videre. De er til stede i gudstjeneste og sakramenter, i de hellige billeder (ikoner) og i martyrers og helgeners liv og levned. De ortodokse kirker har de samme syv sakramenter som Den Romersk-katolske Kirke, og gudstjenestefejringen er et meget betydningsfuldt element i ortodoks kristendom. Opstandelsesbudskabet står centralt i den ortodokse teologi. Til forskel fra Den Romersk-katolske Kirke har de ortodokse kirker fuldt medlemsskab i Kirkernes Verdensråd og er således stærkt engageret i det økumeniske arbejde.