Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

overgangsriter

En del ritualer udfører overgange; nogen eller noget går fra én tilstand eller status til en anden. Udtrykket "overgangsriter" lanceredes allerede i 1909 af A. van Gennep, som også opstillede en model for analysen af sådanne ritualer i tre faser: Udskillelsesriter hvor ritualets objekt skilles ud fra sin vante sammenhæng, liminale riter hvor selve overgangen sker, og inkorporationsriter hvor objektet indgår i sin nye sammenhæng. Modellen har vist sig nyttig, ikke blot når ritualerne gælder personers initiation eller statusskifte, men også over for ritualer ved nytår, karneval og andre fester, shamanisme og offer.

Udskillelsesfasen: Ritualets objekt, dvs. den person eller sag, ritualet arbejder på, skilles ud fra sin vante sammenhæng og markeres som noget særligt. Det kan fx ske ved fysisk fjernelse, særlig afmærkning, fjernelse af tegn på status og identitet. Man kan også kalde denne udskillelse eller markering for sakralisering, "helliggørelse". Den tjener til at forberede og oparbejde ritualets næste fase:

Den liminale fase (af latin limen, "tærskel, grænse"), hvor selve overgangen tænkes at finde sted. Den kendetegnes af, at objektet nu er helt nulstillet, uden status og identitet. Det tænkes at befinde sig i et tomrum mellem sin gamle og sin nye status, i en flydende eller blød tilstand hvor alt er muligt. I denne farlige tilstand er objektet sårbart, men netop derfor også modtageligt for det, som ritualet skal gøre ved det. Også grænserne mellem objektet og dets omgivelser kan blive flydende, og i nogle tilfælde viser ritualet, at hele verden er opfattet som "blød", altså påvirkelig af det, der foregår i denne fase. Det kan demonstreres i ritualet ved omvendte eller uhyrlige træk, fx mænd i kvindeklæder, frygtindgydende optrin, ophævelse af alle regler for god opførsel, eller med ét ord: Antistruktur. Antistruktur er det, der er så karakteristisk for karnevaller og nytårsløjer.

I den liminale fase satses der for alvor: Alt kan ske, alt er på spil. Det kan også demonstreres ved en omhyggelig rituel kontrol med enkeltheder, der på udenforstående kan virke som pedanteri. Ofte gælder der i denne fase en række tabuer, forbud mod normal og naturlig adfærd, som understreger den rituelle kontrol med det kritiske forløb. Men hele denne demonstration af krise og nulstilling tjener til at gøre objektet til ler i ritualets hænder, således at den ønskede ændring eller fornyelse kan ske.

Inkorporationsfasen hvor objektet indgår i sin nye sammenhæng med den status og identitet, som ritualet har skabt. I denne fase demonstreres det ofte, at tilstanden nu atter er normal: Tabuer ophæves, og lettelse og munterhed gives til kende. I stedet for inkorporation kan man også tale om desakralisering, "afhelligelse".

Det er vigtigt at gøre sig klart, at en sådan model ikke er en naturlov, men kun tjener som et spørgeskema, der strukturerer analysen af ritualer.