Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

pagt

Aftale, overenskomst. Bruges både om profane aftaler om fx økonomiske og politiske forhold og om religiøse overenskomster mellem guddommen og mennesker. I bibelsk sprogbrug får ordet pagten (i bestemt form) dermed næsten betydningen lov eller religion.

I Det Gamle Testamente betegner ordet først og fremmest den aftale, der med Moses som mellemmand blev indgået mellem Jahve og Israels folk ved Sinaj. Jo mere opmærksomheden i israelitisk religion samler sig om loven, des mere får den også karakter af en pagtsreligion. Forholdet er gensidigt. Jahve lover at beskytte folket under forudsætning af, at folket holder sig til ham og holder hans forskrifter.

Den gammeltestamentlige beretning fortæller om utallige pagtsbrud og om den straf, der rammer Israel som følge heraf. I slutningen af kongetiden i 600- og 500-tallet f.v.t. (bl.a. hos profeten Jeremias) opstår den tanke, at Jahve en dag vil forny sin pagt på en sådan måde, at han yder det hele selv, idet han ikke blot fastsætter pagten, men også skænker muligheden for at opfylde dens krav.

Det er denne tanke, Det Nye Testamente knytter til ved, når det hævder, at Gud ved Jesu død på korset har indstiftet den ny pagt. Den er helt ensidig, idet den alene handler om, hvad Gud giver, og den er desuden universel, fordi den gælder alle mennesker. Dette forhold kommer også til udtryk i den græske glose "diatheke", som Det Nye Testamente bruger som oversættelse af Det Gamle Testamentes ord for pagt, det hebraiske "berit". "Diatheke" har samme betydning som den latinske oversættelse "testamentum", altså testamente i betydningen Guds sidste vilje