Hunkønsform af ordet bjerg. Navnet på en hindugudinde der er forbundet med guden Shiva som hans hustru eller kvindelige sidestykke, og som er moder til den elefanthovede gud Ganesha og krigerguden Karttikeya. Oprindelig betyder hendes navn: "Datter af Parvata", som er en personifikation af Himalayabjergene.

Shivas hustru eller kvindelige sidestykke har mange navne såsom Uma, Amman, Durga, Kali og Parvati. Historisk set er disse gudinder efterhånden blevet tilknyttet Shiva-kulten og siges ofte at være forskellige aspekter af Shivas tilknyttede dynamiske shakti-energi. Parvati er kendt som den blide og milde hustru og er et idealbillede på moderlighed. Det er desuden oftest Parvati, Shiva afbildes med sammen med deres to sønner, som billedet på en harmonisk familie.