Urkristendommens betydeligste skikkelse næst efter Jesus. Forfatter til de ældste kendte kristne skrifter og den tidlige kristendoms vigtigste og største missionær. Oprindelig farisæisk skriftklog og modstander af de kristne. Paulus har næppe kendt den historiske Jesus, men blev omvendt efter en åbenbaringsoplevelse, hvor den opstandne Kristus viste sig for ham.
Paulus' fødselsdata kendes ikke, men han har tilsyneladende været lidt yngre end Jesus, hvis virke han ikke har kendt til på første hånd. Paulus har rod både i den jødiske og den hellenistiske kulturverden, idet han formodentlig er vokset op som diasporajøde i Tarsus i det nuværende Tyrkiet og således har kendt både græsk sprog og hellenistiske religiøse og filosofiske anskuelser.
Paulus' kristendomsforkyndelse kender vi fra hans breve skrevet til menigheder rundt omkring i Romerrigets byer og provinser. I alt 13 Paulusbreve er optaget i Det Nye Testamente, og størstedelen af dem betragtes som utvivlsomt ægte skrifter fra Paulus' egen hånd, frem for alt regnes de fire såkaldte store breve: Romerbrevet, 1. og 2. Korintherbrev og Galaterbrevet blandt de vigtigste kilder til kendskabet om liv og tro i de ældste menigheder.
Paulus har undertiden været fremstillet som kristendommens anden grundlægger i den negative betydning, at det er ham, der ses som ansvarlig for omformningen af Jesu gudsrigesforkyndelse og Jesusbevægelsen til en frelsesreligion, der dyrker Kristus som Gud og tilbyder mennesker frelse i betydningen befrielse fra livet i denne verden.
Denne anklage er imidlertid i flere henseender uberettiget. Således er det ikke Paulus, men urmenigheden før ham, der gør Jesus til Kristus og Guds søn. Det sker på baggrund af opstandelsen, som de første kristne ser som beviset på Jesu guddommelighed. Videre er Paulus på et meget centralt punkt i overensstemmelse med Jesu forkyndelse, når han understreger, at Guds barmhjertighed gælder alle de uværdige, synderne og endda hedninger og ikke kun lovtro jøder.
Paulus kan dog uden tvivl fremstilles som den, der i sine breve har leveret den første mere gennemarbejdede tolkning af Kristustroen, og desuden har han som missionær og grundlægger af flere betydningsfulde menigheder også haft stor indflydelse på organiseringen af menighedslivet og dermed på indretningen af den kristne kirke.
Paulus' etiske anvisninger, fx vedr. seksualitet og ægteskab, er ofte blevet fremstillet som asketiske og livsfornægtende. Vigtigt i den sammenhæng er det dog, at Paulus såvel som hans samtidige levede i den såkaldte nærforventning, dvs. troen på at denne verden stod foran sin undergang, og at Kristus snart ville komme igen for at holde dom forud for oprettelsen af den nye verden, Guds evighedsrige. I den situation er det ikke overraskende, at etiske anvisninger får karakter af midlertidige råd.