Den jødiske "påske" i marts/april. Pesach er en af de mest centrale fester i den jødiske festkalender. Festen fejres til minde om israelitternes tid som slaver i Ægypten samt befrielsen fra slaveriet og udvandringen fra Ægypten under Moses (exodus). Det var denne begivenhed, der konstituerede det jødiske folk. Pesach er således en gennemspilning af vigtige mytologiske motiver i det jødiske folks historie. Pesach er desuden en videreførelse af det offer for kvæget, der fandt sted om foråret i Templet, mens dette stadig eksisterede.
Pesach varer syv dage i Israel, i diasporaen otte, hvoraf den første og sidste, eller de to første og de to sidste, er helhelligdage, mens de mellemliggende dage er halvhelligdage, således at der må arbejdes, men forbudet mod at spise syret brød gælder. Afvigelsen i antallet af dage skyldes, at døgnets begyndelse bestemmes i Jerusalem, og før kalenderen blev astronomisk fastlagt, ville man sikre, at de korrekte dage overholdtes i diasporaen.
Pesach betegnes også "det usyrede brøds fest" pga. forbudet mod indtagelse af hævet og gæret brød under festen. Pesach indledes lang tid i forvejen ved, at hele huset gøres hovedrent, hvorved det sikres, at intet, som har været i berøring med gærbrød, er tilbage. Forbudet imod syret brød stammer fra udvandringsberetningen i 2. Mosebog, hvor det fortælles, at israelitterne måtte bryde op fra Ægypten så hurtigt, at der ikke var tid til at lade det medbragte brød hæve. Alle madvarer, som skal benyttes under pesach, skal være fremstillet specielt for at sikre, at de ikke har været i forbindelse med noget syret, og madvarer, som ikke skal benyttes under pesach, fjernes fra huset eller stilles væk, ligesom de køkkenredskaber, der bruges til hverdag, stilles væk. Der skabes på denne måde en klar afgrænsning mellem hverdag og fest.
Selve festen indledes med et rituelt måltid i hjemmet (seder) bestående af en række særlige madvarer, der hver repræsenterer et aspekt af slaveriet og udfrielsen eller minder om tempelkulten: "Bitre urter", persille og peberrod, til minde om slaveriets bitterhed, saltvand til minde om israelitternes tårer under slaveriet og at Det Røde Hav mirakuløst skiltes under flugten, "ler" af revne æbler, mandler og kanel til minde om det ler, der blev brugt under slavearbejdet. Endvidere indgår et stegt kødben og stegt eller hårdkogt æg, som repræsenterer ofret i templet. Dertil kommer det særlige, usyrede brød (matzot). Disse symbolske retter arrangeres på et særligt seder-fad på bordet. Desuden har hver deltager et glas vin, og et stort glas vin står midt på bordet til Elias, som man håber vil komme og indvarsle de messianske tider. Måltidet indledes med, at den yngste tilstedeværende siger: "Hvor er dog denne aften anderledes end alle andre aftener", hvorefter husfaderen begynder oplæsningen af fortællingen om pesach (haggada shel pesach), hvor historien om slaveriet og udfrielsen genfortælles og gennemspilles.
Pesach indeholder, sideløbende med genfortællingen og aktualiseringen af det jødiske folks historie for hver enkelt person og generation, også et nutidigt aspekt og et fremtidigt, messiansk aspekt. Oplæsningen under seder-måltidet standses på et bestemt tidspunkt, hvor hoveddøren åbnes i håb om, at profeten Elias vil ankomme og dermed indvarsle Messias' komme. Denne begivenhed vil betyde den endelige forløsning for det jødiske folk på linie med, men endnu mere storslået end da folket blev forløst fra slaveriet i Ægypten, og der er således en parallel mellem Moses og Messias, den tidligere og den kommende forløser. Det messianske håb kommer desuden til udtryk i den traditionelle pesach-hilsen, hvor man ønsker hinanden "Næste år i det genopbyggede Jerusalem".