Peyoten er en lille kaktus, som kan findes fra Texas til det centrale Mexico, og som blandt andre euforiserende stoffer også indeholder mescalin. I lang tid troede man, at de såkaldte peyoteknopper, der bruges under kulten, var en champignon, og den er derfor også kendt som den hellige svamp. Den var allerede hos aztekerne kendt som medicin og som middel til at opnå visioner. Egentlige bevægelser, der spiste og dyrkede peyoten, dukker frem på de nordamerikanske prærier i 1890'erne.

Peyoten er blevet brugt af indianerne på de nordamerikanske prærier op til Canada siden midten af 1800-tallet. Peyotebevægelserne har i skiftende perioder og stater været forbudt, og blandt andet derfor har tilhængerne søgt tilflugt under retten til religionsfrihed og etableret sig som kirkesamfund, fx Native American Church, der blev grundlagt i 1918.

Hos en del nordamerikanske indianere bliver peyoten personificeret som Peyote-ånden, der enten opfattes som Jesus eller som den, Gud gav indianerne i stedet for Jesus. Til andre tider omtales Peyote-ånden som en tilbagevendt indiansk kulturbringer.