Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

pilgrimsfærd

En rejse til et helligsted; kaldes også valfart. Såvel rejsen som pilgrimmens adfærd efter ankomsten til helligstedet følger oftest et traditionelt, mere eller mindre fastlagt mønster. Hele færden kan da betragtes som et langstrakt ritual, der for pilgrimmen indebærer en religiøs fornyelse og et statusskifte.

Ritualets dynamik kan analyseres frem i et overgangsrite-skema med en udskillelsesfase, en liminal fase og en inkorporationsfase. Pilgrimmen udskilles ved at rejse hjemmefra, og undertiden bærer pilgrimmene en foreskreven dragt, der udvisker deres tidligere status og individualitet. Rejsen kan være anskuet som farefuld og strabadserende, og liminaliteten, grænsetilstanden, kan understreges ved bortfald af sociale skel og regler, undertiden ligefrem med grove løjer undervejs. Inkorporation eller indtræden i den nye status finder sted på helligstedet eller ved hjemkomsten. I nogle tilfælde kan pilgrimsfærd også anskues som kultdrama: Rejsen følger en mytisk rute, pilgrimmen tænkes at gentage, hvad mytiske eller andre forbilledlige personer har gjort.

BUDDHISME: Pilgrimsfærd har altid været en vigtig del af den buddhistiske praksis, og den har relation til at gå i Gautama Buddhas fodspor, så man herigennem kan nå nærmere en forståelse af hans vej til oplysning. En pilgrimsfærd foretaget med det rette sindelag skulle give en bedre genfødsel.

Allerede i den første kurv (samling) Vinaya-pitaka i buddhismens kanon, Tripitaka, nævnes der fire pilgrimssteder, som er specielt fortjenstfulde at besøge: 1. Lumbini hvor Gautama Buddha blev født. 2. Bodhgaya hvor Gautama Buddha nåede til oplysning. 3. Benares hvor Gautama Buddha holdt sin første prædiken, efter at han var nået til oplysning og her satte lærens hjul i gang. 4. Kusinagara hvor Gautama Buddha dør og indgår i nirvana eller parinirvana.

Disse fire steder ligger i et meget begrænset område i Nordindien og kan være svære at besøge både af fysiske og økonomiske grunde for lægfolk, der bor langt derfra. Derfor er også de store stupaer (relikviegemmer) rundt omkring mål for pilgrimsfærd. I Sri Lanka markerer man alvoren bag en sådan tur ved at pynte sin bil med blade fra kokospalmen.

ISLAM: Arabisk "hajj". Den islamiske pilgrimsfærd til Mekka finder sted en gang om året i måneden Dhu al-Hijja, den sidste måned i det islamiske måneår. Pilgrimsfærden er en af islams fem søjler, og det angives i Koranen, at det er en pligt for alle muslimer, der har råd og mulighed for det, at udføre den én gang i livet.

Før islam opstod, var Mekka og Kabaen center for tilbedelse af mange arabiske guder og gudinder, og religionshistorisk set bygger pilgrimsfærden delvist videre på før-islamiske ritualer.

Inden ankomsten til Mekka foretages en rituel afvaskning og renselse, og pilgrimmene ifører sig en dragt, som består af to stykker hvidt stof. De er derefter i den rituelle tilstand af renhed, som kræves for at påbegynde pilgrimsfærdens ritualer.

Pilgrimsfærden centrale ritualer er følgende: Der indledes med et rituelt løb syv gange rundt om Kabaen (tawaf), hvorunder pilgrimmene forsøger at berøre den sorte sten, hver gang den passeres. Derefter afholdes der fællesbøn i den store moske i Mekka. Den næste dag begiver pilgrimmene sig til Arafat-sletten, hvor der er fællesbøn og lovprisning af Allah. Den efterfølgende dag opholder man sig på Arafat-sletten fra middag til solnedgang, hvor man lytter til taler af imamer, beder eller reciterer Koranen. Efter solnedgang foretages et rituelt løb til Muzdalifa mellem Arafat og Mina, hvor der igen er fællesbøn. Næste morgen afholdes endnu en fælles Koranrecitation, bøn og tale, hvorefter pilgrimmene begiver sig til Mina, en dal lidt uden for Mekka, hvor en rituel stening af Satan finder sted. Ifølge traditionen var det ved Mina, Abraham ofrede en vædder i stedet for sin søn. (Inden for islamisk tradition er der uenighed, om det var Isak eller Ismael, Abraham var rede til at ofre). Satan skal på dette sted have fristet Abraham. Satan er repræsenteret ved tre stensøjler, som man kaster sten imod samtidig med, at man fremsiger lovprisninger af Allah. Dagen afsluttes med id al-adha, den store slagtofferfest, som afholdes i hele den islamiske verden.

Pilgrimsfærden er herefter officielt slut, og man klæder sig i sit almindelige tøj igen. Mange pilgrimme tager dog tilbage til Mekka for at udføre endnu et rituelt løb om Kabaen, og man drikker vand fra Zemzem-brønden. Brønden blev ifølge islamisk tradition frembragt af Allah, for at Hagar og hendes søn Ismael ikke skulle tørste i ørkenen, og dens vand menes at være helsebringende. I de efterfølgende dage er det også almindeligt at besøge profetens grav i Medina.

Et af de centrale aspekter ved pilgrimsfærden er den styrkelse af den muslimske fællesskabsfølelse og den muslimske umma, som opstår under pilgrimsfærden. Denne fællesskabsfølelse understreges bl.a. af den simple klædning, som alle bærer, og som symboliserer, at alle muslimer under valfarten er i en tilstand af rituel lighed og renhed.

Den hjemvendte pilgrim kan benytte tilnavnet hajji, som er en ærefuld betegnelse, og det er almindeligt, at en hjemvendt pilgrim dekorerer sit hus med symboler fra pilgrimsfærden.

JAPAN: Pilgrimsfærden til Solgudindens tempel i Ise er i shintoisme et eksempel på både overgangsrite og kultdrama. Under rejsen er der tradition for løssluppen adfærd, mænd i kvindeklæder, sjofle sange, kæmpemæssige billeder af kønsorganer der bæres i procession. Det kan ses som en rituel antistruktur, karakteristisk for en liminal fase, men også som en gentagelse af et træk fra Solgudindens mytologi: Da hun i urtiden trak sig tilbage til en klippehule og lod hele verden blive mørk, var det netop løssluppen munterhed og en gudindes obskøne dans, der fik hende frem igen.

I japansk buddhisme er pilgrimsfærden ofte en såkaldt junrei, en rundrejse til en lang række helligdomme. På øen Shikoku gennemføres en sådan rundrejse til 88 helligdomme, der markerer steder, hvor helgenen Kobo Daishi (774-835 e.v.t.), Shingon-buddhismens stifter, gjorde ophold. Pilgrimmens stok repræsenterer Kobo Daishi, der således tænkes at ledsage ham.

KRISTENDOM: Allerede i oldtiden drog kristne på pilgrimsfærd til Palæstina for at opsøge de steder, hvor Jesus færdedes. Særlig populært er det endnu at fejre påske i Palæstina og i den forbindelse gå ad "via dolorosa", Smertens Vej, som Jesus i sin tid gik ad på vej ud til henrettelsesstedet Golgata. Også Rom er et yndet pilgrimsmål for kristne, og blandt de steder, hvor en berømt helgen har haft en åbenbaringsoplevelse, har Lourdes i Sydfrankrig siden midten af 1800-tallet nydt stor popularitet som mål for pilgrimsrejser

SCIENTOLOGI: Inden for Scientologi er den rituelle erkendelsesvej hierarkisk. I forlængelse heraf er Scientologis lokaliteter ordnet hierarkisk, således at ritualerne i de laveste erkendelsesniveauer kan udføres i så godt som alle religionens centre, mens udøveren, efterhånden som han eller hun bevæger sig opad i erkendelse, må bevæge sig til de centre i verden, hvor religiøse specialister (kaldet auditorer) er uddannet til at forestå de højere ritualer. De højeste centre, som scientologer verden over rejser til, er Flag Landbase, som ligger i Clearwater, Florida, og skibet Freewinds, som sejler i Caribien. Når scientologen vender hjem fra disse lokaliteter med ny rituel erkendelse, har han eller hun en fornyet status, idet højere erkendelse menes at være opnået