Græsk pentakostê, "den 50." (dag efter påske). I det gamle Israel var pinsen forbundet med hvedehøsten, i jødedommen blev dens væsentligste indhold erindringen om lovgivningen på Sinaj. For de kristne er pinsen rammen om fejringen af, at apostlene fik meddelt helligånden og dermed fik kraft til at gå ud i verden og forkynde det kristne evangelium. Pinsen blev ved siden af julen og påsken den tredje store højtid.
Ifølge beretningen i Apostlenes Gerninger, kapitel 2, bevirkede åndsudgydelsen over apostlene, at de blev i stand til at tale andre sprog, så de kunne forstås af folk fra andre nationer. Man kan også tolke pinsefortællingen som et modstykke til Det Gamle Testamentes fortælling om Babelstårnet og sprogforvirringen i 1. Mosebog kapitel 11. Den siger da noget om, at pinsen betyder nedbrydning af de barrierer mellem mennesker, som opstod på grund af urfædrenes synd, da de ville bane sig vej ind i himlen. De kristne hævder med andre ord, at deres forkyndelse til forskel fra Det Gamle Testamentes har adresse til alle mennesker. Den er universel. Derfor bliver pinsen begyndelsen til den kristne mission. Eller anderledes formuleret: Pinsen bliver kirkens fødselsdagsfest.