Også kaldet deontologisk etik (græsk deon, "bør"), en etik der bedømmer en handling som god og rigtig, ikke ud fra om dens resultat er godt, men om den i sig selv er god, om den er i overensstemmelse med det godes princip.
For Kant, pligtetikkens mest berømte fortaler, er det afgørende motiv for at handle godt agtelse for moralloven. Den moralske handling er den, der er udført af pligt og ikke af tilbøjelighed. Pligten foreskriver, hvad der er godt under alle omstændigheder, som fx pligten til at tale sandt og ikke lyve. Pligtetikken har dermed også karakter af sindelagsetik, idet den lægger stor vægt på motivet til handlingerne.