Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

polyteisme

Religioner, der dyrker flere guder, kaldes polyteistiske. Guderne i en polyteistisk religion tænkes ofte at udgøre en forsamling eller gruppe, et pantheon, eller de ordnes i flere grupper eller systemer.

OLDTIDENS EUROPA: I det gamle Grækenland skelnede man mellem de olympiske guder, der tænktes at have deres hjem på toppen af bjerget Olympos, og de ktoniske, der var knyttet til jordens (græsk chthôn) frugtbarhed og det underjordiske dødsrige. De olympiske udgjorde en egentlig gudeforsamling under Zeus' forsæde, ofte med 12 medlemmer. Hvem de er, varierer lidt; på Athenehelligdommen Parthenon på

Athens Akropolis omfatter gudeforsamlingen foruden Zeus og hans hustru Hera også Afrodite, Apollon, Ares, Artemis, Athene, Demeter, Dionysos, Hefaistos, Hermes og Poseidon. De ktoniske guder var ikke på samme måde opfattet som en forsamling. Skellet mellem de to grupper lå især i offerpraksis.

Oldtidens polyteistiske religioner var åbne for nye guder, og man synes i stort omfang at have betragtet fremmede folks guder som lokale varianter af éns egne. Grækerne identificerede en del af de ægyptiske guder med deres egne; fx "oversatte" de simpelthen Thoth som Hermes, Ptah som Hefaistos, Hathor som Artemis. Romerne identificerede deres egne guder med de græske, fx Jupiter og Juno med Zeus og Hera, Minerva med Athene. I sin bog om germanerne skriver den romerske historiker Tacitus, at de dyrker Merkur, Herkules og Mars; det drejer sig formentlig om sydgermanske varianter af Odin, Tor og Tyr, som han blot "oversætter" til latin. Man kalder dette fænomen interpretatio graeca/romana, "græsk/romersk oversættelse".

VESTAFRIKA: Hos fon i Benin er guderne ordnet i tre adskilte grupper: Et himmel-pantheon omkring den tvekønnede skabergud Mawu-Lisa, et jord-pantheon omkring jordguden Sagbata og et torden-pantheon der kaldes Xevioso. Hvert pantheon har sit eget selvstændige præsteskab. Ifølge en myte, der fortælles af Sagbata-præster, var Sagbata og Xevioso sønner af Mawu, som fik hver deres rige at herske over. Men hvert præsteskab har sin egen mytologi, og tordenpræsterne siger fx, at Sagbata slet ikke er en gud, men blot en betegnelse for jordens rigdomme. Bag disse præsteskaber står imidlertid ikke tilhængere og modstandere, men et mytologisk-kosmologisk mønster, hvor verden er delt i tre riger uden indbyrdes kommunikation. Kun tricksterguden Legba kan formidle og skabe balance mellem dem