Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

pongal

Det der har kogt. Hindu-fest der falder i måneden Magha (januar/februar) og er en taksigelsesfest til solen Surya for veloverstået høst og for, at solen vender. Den holdes primært i den sydindiske stat Tamil Nadu, hvor den varer i tre dage, men ses også andre steder i en lidt kortere version. Festen betegnes ofte som det sydlige Indiens nytårsfest.

På festens første dag bliver ris kogt i mælk og sukker ofret til solen. Det er denne ofring, der har givet festen navn. På andendagen bliver køerne vasket, deres horn dekoreret, og derefter bliver de ført rundt i gaderne i procession. På tredjedagen rejser man rundt og besøger familie og venner og deler i denne forbindelse ud af høstens overskud.