Indianerne i Andesbjergene i det vestlige Sydamerika er officielt katolikker, men samtidig dyrker de deres traditionelle religion, som er knyttet til naturen. Højguden Pachamama, der gennemtrænger alle universets tre lag, bliver dyrket ligesom naturens kræfter, der er markeret i huacaer, dvs. steder der er udtryk for en plantes, et dyrs, et menneskes eller evt. et bjergs ånder. Kontakten til åndeverdenen varetages af shamaner, der blandt andet ofrer til huacaer og derved sikrer frugtbarheden.
Quechuaindianerne ser sig selv som en del af naturen knyttet til planter og dyr. Fx mener de, at det skyldes en talefejl i urtiden, at det er mennesket, der passer hjordene med lamaer og ikke omvendt. De er omkring 7 mio., en fjerdedel af befolkningen i det, der er hjertet i det tidligere Inkarige, og de lever af landbrug i et område, hvor det at drive landbrug grænser til det umulige. At sikre frugtbarhed og overlevelse er således af central betydning inden for religionens praksis.
Verden opfattes som tredelt, og hvert lag svarer til en tidsperiode. Oververdenen bebos af guderne, helgener og forfædrenes ånder, denne verden af mennesker og ånder, og underverdenen af nyligt døde. De døde rejser fra underverdenen til oververdenen. Undtagelsen er døde, som efterlod sig et ufærdigt liv. De kan ikke rejse og truer de levende og deres overlevelse.
Det er shamanens opgave at opnå og videregive indsigt i de dele af verden, som ikke er umiddelbart tilgængelige. Hertil bruger han blandt andet den guddommelige cocaplante. Han tygger bladene og tager også varsler i dem. Og han tager sig af ofrene til guderne.
Den vigtigste gud er Pachamama, som er jord og himmel og den, der skabte planter og dyr og det første menneske. Hun kan gennemtrænge alle verdener og alle tidsaldre. Når indianerne drikker eller tygger coca, får Pachamama også sin del i form af en smule, som spyttes ud på jorden. August måned kort før plantesæsonen er den periode, hvor der især ofres til hende. Her står jorden åben og har brug for den mad og drikke, som shamanerne ofrer til den ved helligstederne ude i naturen, huacaer.
Da Inkariget blev erobret af spanierne i 1532, blev inkareligionen erstattet af katolicismen som statsreligion. Hver landsby har en helgenstatue og holder årligt en fest med procession, musik, dans, spisning og drikning til dens ære. I kontrast til denne folkelige traditionelle katolicisme kræver de protestantiske missioner, der er på fremmarch i Andesområdet, total omlægning af livsstilen og benytter sig ikke af symboler som helgenstatuer. Medlemmerne skal kunne læse for at kunne læse Bibelen. Alkohol er strengt forbudt, og den traditionelle kultur opfattes som en hindring for modernisering.