Vishnus syvende inkarnation og helten i det store helteepos Ramayana fra 400-200 f.v.t, hvor han fremstår som idealbilledet på den rette fyrste, husbond og søn, der i alle sammenhænge følger dharma, de moralske forpligtelser der er foreskrevet ham.
Kulten omkring Rama har sikkert været til stede, før han blev tilknyttet Vishnu som dennes syvende inkarnation. Han har sandsynligvis været en historisk person eller en sagnkonge, der har eksisteret i krigeraristokratiets sagndigte i det nordlige Indien omkring 800-600 f.v.t., nærmere betegnet omkring byen Ayodhya i Uttar Pradesh.
Rama bliver centrum for nordindisk bhakti-religiøsitet fra omkring 1300, hvilket bl.a. en nyoversættelse af Ramayana fra sanskrit til hindi i 1500-tallet, kaldet Ramacharitamanasa, vidner om. I denne udgave skrevet af Tulsidas guddommeliggøres Rama i langt højere grad, end vi finder det i Ramayana, og han gøres flere steder til den øverste guddom. Primært i Nordindien bruges hans navn som mantra, og det anses for religiøst værdifuldt at dø med dette mantra på sine læber, som fx Gandhi gjorde det.
Rama afbildes oftest med sin bue i hånden og med kongekrone på. Ved hans venstre side står hustruen Sita, ved hans højre den loyale halvbroder Lakshmana.