Levede ifølge traditionen imellem 1017-1137. Hinduistisk bhakti-teolog, født i Madras i Sydindien.
Ramanuja tog afstand fra bl.a. advaita-vedantas monisme og plæderede for en "kvalificeret ikke-dualisme", som hans lære blev kendt som.
Ramanuja skrev i alt ni bøger, alle på sanskrit: Tre af bøgerne er filosofiske værker, hvortil der er knyttet to kortere kommentarer. Tre bøger behandler bhakti-begrebet og tager derfor udgangspunkt i den fuldstændige underkastelse og hengivelse til Gud. En bog kan ses som en manual til den daglige tilbedelse. De mest interessante værker er de filosofiske, hvor han argumenterer for, at upanishaderne 800-400 f.v.t. ikke lægger op til nogen form for monisme, dvs. at alt kan føres tilbage til ét princip, at verden ej heller blot er blændværk, som Shankara og advaita vedanta hævder det. I modsætning hertil beskriver Ramanuja forholdet mellem verden og Gud og hævder, at både Gud og det individuelle selv er virkelige. Forskellen mellem dem er, at Gud er en fuldstændig uafhængig størrelse, mens selvet er fuldstændigt afhængigt af Gud. Og ligesom selvet kontrollerer kroppen, således kontrollerer Gud selvet. Verden er også reelt eksisterende. Den kan anskues som Guds krop og er derfor en del af Guds selvudfoldelse.
I sine bhakti-værker gør Ramanuja meget ud af at understrege Guds perfektion, positive egenskaber, ophøjethed og identitet med guden Vishnu. Desuden lægger han vægt på, i bhaktitraditionens ånd, at Gud igennem bhakti kan nås af sine tilbedere, som han både er til- og hengivende overfor.