Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

rationalisme

Filosofisk retning der i modsætning til empirismen hævder det erkendelsesteoretiske standpunkt, at fornuften er den væsentligste kilde til erkendelse. Desuden betegnelse for en åndelig strømning inden for blandt andet teologien i 1700-tallet som kræver rationelle begrundelser for religiøse trossætninger.

Dansk kirkeliv var i slutningen af 1700-tallet stærkt præget af rationalisme. Retningens kristendomsforkyndelse var kendetegnet ved en afstandtagen fra al overtro og en udtalt skepsis over for de træk i kristendommen, som tillagde det overnaturlige (især undere eller mirakler) betydning. Den rationalistiske prædiken blev derfor af mange opfattet som præget af gold forstandsdyrkelse og snusfornuftig moralisme, en holdning og tankegang som romantikerne (hvortil man i denne sammenhæng godt kan henregne Grundtvig og Kierkegaard) og de gudelige vækkelsesbevægelsers tilhængere gjorde op med ud fra hver deres forudsætninger. Romantikerne ønskede at skabe plads for irrationalisme, følelser og mystik, vækkelsesbevægelserne ville forsvare en bogstavelig bibeltro imod de teologiske professorers kritiske læsning af skriften.