Latin res, "ting", "sag". Filosofisk opfattelse der modsat idealisme hævder, at den fysiske verden har en selvstændig eksistens uafhængigt af det sansende og erkendende subjekt. I middelalderen brugtes ordet som betegnelse for en filosofisk opfattelse, der hævdede, at det eneste reale er almenbegreberne og ikke de fysiske forekomster (altså i virkeligheden idealismens opfattelse). Endelig betegner glosen et kunstsyn, der anser det for kunstens opgave at skildre virkeligheden så realistisk som muligt.