Bevægelse inden for jødedommen som blev udviklet fra begyndelsen af 1800-tallet. Tilhængerne af bevægelsen ønskede at tilpasse jødedommen til moderne tid og vestlig kultur. Gudstjenesten blev forkortet og blev, ligesom bønnen, afholdt på det pågældende lands sprog. Mange reformsynagoger indførte også orgelspil og korsang.
For at vise at man var fuldgyldige borgere i det land, man befandt sig i, ændrede man bønnerne og liturgien, så alle henvisninger til Zion blev fjernet. Ligeledes var man modstandere af zionismen, som man mente var med til at understrege jødernes forskellighed fra de folk, man boede iblandt. Tilhængerne af reformbevægelsen mente, at jødedommens nationale aspekt var med til at fremme antisemitismen, og at man snarere burde forsøge at tilpasse sig og demonstrere den rette nationale ånd.
Reformbevægelsen blev mødt med stærk modstand fra konservative og ortodokse kredse, som så en overhængende fare for assimilation tillige med, at de under ingen omstændigheder kunne acceptere en ændring af den traditionelle liturgi.
I dag findes der hovedsagelig reformmenigheder i USA og England, hvor holdningen til den traditionelle liturgi og de traditionelle bønner, og ikke mindst til zionismen, er blevet betydeligt mere positiv end ved bevægelsens grundlæggelse. I reformsynagoger sidder mænd og kvinder sammen under gudstjenesten, og det er ofte kun rabbineren, der bærer kalot.